Spændende aften med fortællinger om Flækken/Birkeby og Sdr. Felding

Tirsdag aften havde vi en rigtig hyggelig og spændende aften i Dagmar Bio, hvor Anne Birkeby Mikkelsen fortalte om sin nye bog Flækken, der er lavet udfra hendes fars nedskrevne erindringer fra hans barndom i Birkeby og Sdr. Felding i 1930- erne og 1940-erne.
I bogen kan man, på en meget underholdende måde, læse  om mange af de sjove og skæve eksistenser der dengang boede i Flækken og Sdr. Felding.
Anne Mikkelsen, der er ansat i Danmarks Radio og bosat i Canada, havde taget sin mor, søn, bror og svigerinde med til Sdr. Felding, og jeg tror at hele familien fik en rigtig god oplevelse af Birkeby/Sdr. Felding, og ikke mindst Anne´s mor Lilly, der fik snakket med  …  flere, som havde kendt hendes mand Elmer dengang.
Om aftenen kunne man også købe “Flækken” og der blev næsten udsolgt af de medbragte bøger.
Endnu engang vil vi fra Sdr. Felding Kulturforening og SdrFelding.dk, sige tusind tak til Anne Birkeby for hendes flotte fortælling om bogen og om hendes familie og deres tilknytning til Sdr. Felding. En tilknytning som faderen aldrig glemte, på trods af at han og familien i mange år boede i udlandet, hvor han var direktør i olieselskabet BP i bl.a. Østasien.