Martin og Dagli`Brugsen

Indlæg skrevet af Grethe Kamstrup

Den 18 august 2018 åbner den nye Dagli`Brugs i Sdr.Felding, det bliver uden tvivl områdets største og flotteste butik, det glæder vi os over, sammen med bestyrelsen, personalet og vores dygtige uddeler.
Martin Kruchov Iversen begyndte allerede sin tid i Coop, da han var 13 år og det var i Dagli´Brugsen i Borris. Dengang havde man flaskedrenge i butikkerne, som ikke lavede andet end, at sortere flasker og gøre rent. Martin kom hurtig til at holde af jobbet og var ikke i tvivl om, at det var den vej han ville gå.
Efter 9. klasse tog han en HGI eksamen på Handelsskolen i Skjern. Han var så heldig, at få Helle Willum og Dorthe Vest, som undervisere, det har sidenhen givet små sjove episoder i butikken. Han kom efter Handelsskolen i lære i Dagli´Brugsen i Borris.
Da han var færdiguddannet, ville han prøve en større butik. Han søgte ind hos Kvickly i Herning og…   fik jobbet, som salgsassistent i kolonialafdelingen. Det var en spændende tid, hvor han lærte meget om varerne og opbygning af butikker, men han savnede kundekontakten.
Da han var 20 år fik han jobbet som uddeler i Dagli´Brugsen i Borris og blev Danmarks yngste uddeler. På daværende tidspunkt havde han ikke taget lederuddannelse, så han lærte mange ting på den hårde måde. Men tros alt en dejlig tid, hvor han kendte alle og viste hvad der foregik i byen. Martin har lært faget fra ganske ung knægt.
For 8 år siden blev Martin tilbudt jobbet, som uddeler i Sdr.Felding Dagli´Brugs. Det var en butik og en by, som han interesserede sig for og han blev taget rigtig godt imod i Sdr.Felding, så han har vist ikke fortrudt, at han skiftede arbejdsplads. Han har et godt fællesskab og sammenhold og gode samtaler med kunderne. Han har også det gode fællesskab med sine dygtige ansatte. Martin har også meget “humor”, som da han købte “Guldhatte” fordi der var en stort gevinst udtrukket i forretningen. Så vi fik alle guldstøv med hjem, når vi handlede, fordi hattene dryssede overalt.
Der har været mange ændringer i Dagli`Brugsen i de 8 år. I begyndelsen var der en lidt presset økonomi, det var svært, at låne penge nogle steder. Men sidenhen er indtjeningen steget en del, så han glæder sig over, at de nu kan åbne den nye Dagli´Brugs den 18. august 2018.
Martin kommer fra en landmandsfamilie i Borris, voksede op på Lindvigvej 1 og er netop flyttet ind på nabogården sammen med sin kæreste Hans.
Martin er utrolig glad for, at han aldrig har fået negative kommentarer, selvom han havde læst, at det var svært at være homoseksuel på landet.
Ud over, at bruge meget tid i butikken og på familien er han med i Sdr.Felding Camping og Hytteby, samt Handels og Håndværkerforeningen og er aktiv folkedanser i byen.