Hugo som cykelven

Anders og Hugo

 Skrevet af Jørgen Møller
Hugo mødte jeg første gang, da jeg år 2000 flyttede til Sdr. Felding og straks efter meldte mig til byens racer-cykelhold. Her fandt jeg hurtigt ud af, at Hugo ikke blot var den ældste, men også blandt dem, der var længst fremme i cykelskoene, når det drejede sig om at træde til i pedalerne.
Samtidig virkede han på mig som en uformel holdkaptajn, og en rigtig god en af slagsen – forstået på den måde, at Hugo altid havde nogle gode forslag til dagens rute og principper om ånden på holdet.
Altsammen vigtige for et velfungerende cykelhold, og det var tydeligt, at det fungerede fandt jeg ud af, og man fandt sig derfor som ny hurtigt til rette på cykelholdet, men også, at der skulle trampes til i pedalerne.
Læs forsættelse..


Dette var jeg nu slet ikke ukendt med fra mine mange ture rundt på racercykel i det sjællandske landskab, men altid alene – og da jeg ankommet til cykelholdet i Sdr. Felding ikke havde cyklet i længere tid, så kom pulsen hurtigt op i det røde felt. Derfor hændte det nemt, at jeg i starten kom til at ‘hænge i bremsen’ og fik derved baghjul af holdet. Her var der nogle fra cykelholdet, blandt andre Hugo, der var hurtige til at råbe op til førerne af cykelkolonnen om at holde tilbage. Hvorpå der kom en eller to ned for at samle en op til feltet igen.
Herved lærte man fra Hugo og andre værdien af at være et hold. Også på andre områder var det værdifuldt at være et hold. f.eks. når vi kørte med fuldt fart ud gennem landskabet på en 50 – 75 km lang tur i en kolonne med to rækker og med en afstand på 10 – 20 cm til den forankørendes baghjul, så kunne man blive trukket med og derfor nogen gange holde frihjul. Eller det kunne hænde, man blev inviteret hjem til en af gutterne til en kop kaffe, kage, pølse og øl i anledningen af en fødselsdag.
Takket være Hugo og alle de andre på cykelholdet blev det, udover at være i en forrygende form, også til adskillige tusinde km på racercykel rundt i det midt/vestjyske landskab og med et godt venskab som følgesvend.
Det blev også til mange cykelkonkurrencer forskellige steder, hvortil der kom deltagere fra hele landet. Her kunne vi som cykelhold godt være med.
Med andre ord kender jeg Hugo på samme måde som hans cykelvenner på Engholm, nemlig Hugo som en rar og hjælpsom ven, der ikke skåner sig selv, når der skal trampes i pedalerne og samtidig opmuntrer andre til at træde med.
Jeg ved fra Hugos cykelvenner på Engholm, at de nyder meget cykelturene sammen med ham. Det at Hugo med sit overskud byder sig til, hvor en kærlig og hjælpende hånd er tiltrængt, det påskønner disse tre personer overordentligt meget.
I en tid, hvor det først og fremmest drejer sig om penge – først at tjene pengene og dernæst forbruge, så er tiden til en håndsrækning for mange blevet meget mere knap end på den tid, som Anders og Flemming har fortalt om.
Derfor bør der lyde en stor tak til Hugo og alle andre, der tager sig tid til denne Håndsrækning. End håndsrækning, der ikke blot rækker ud til enkeltpersonerne, den gavner, men har også betydning for lokalsamfundet, nemlig ved at vise, man i lokalsamfundet kerer sig om hinanden.