Indbrudstyv fanget på Høgsvigvej

Modtaget fra Lyngposten/Brandebladet
Onsdag aften kl. 21.21 blev politiet kaldt til en adresse på Høgsvigvej vest for Sdr. Felding, hvor flere tyverialarmer var blevet udløst.
En nabo, der passer stedet for beboeren, tilkaldte politiet, som, da de ankom til adressen, kunne hjælpe gerningsmanden det sidste stykke over hegnet, som han var ved at forcere for at flygte.
400 meter derfra fandt patruljen en bil, hvor der allerede var anbragt flere tyvekoster, så man var i tvivl om, hvorvidt den pågrebne var i gang med 2. omgang, eller der var tale om to gerningsmænd. En eftersøgning med hunde tilvejebragte dog ikke en medgerningsmand.
Den anholdte er en 29-årig mand fra Ringkøbing, som i forvejen er kendt af politiet for lignende kriminalitet.
Politiassistent Bent Smedegaard vurderer ikke, at han vil blive fremstillet i grundlovsforhør, men han vil naturligvis blive sigtet for at have begået indbruddet.