Forgæves flugtforsøg

Da en 49-årig syrisk mand lørdag kl. 18.20 blev standset på Vardevej ved Sdr. Felding for at have overtrådt hastighedsbegrænsningen, valgte han at forsøge at flygte til fods udover en mark, men han havde undervurderet den færdselsbetjent, der vinkede ham ind på F24-tanken: Betjenten løber maraton og fik derfor hurtigt indhentet manden, som viste sig ikke at være i besiddelse af et gyldigt kørekort.
I bilen befandt sig desuden mandens 19-årige søn og en 30-årig ven, og de valgte at køre fra stedet, mens betjenten, som var alene, eftersatte faderen til fods. De blev dog senere standset af en anden politipatrulje, men efterfølgende løsladt igen.
Den 49-årige syrer blev til gengæld anholdt i 3 x 24 timer iht. Udlændingeloven, mens politiets jurister vurderede, om manden skulle fremstilles i retten.
Ingen af de tre er tilmeldt folkeregistret i Danmark, så det står ikke klart, hvorfor de opholder sig i landet.