For tredje gang gæstede HUSH onsdag Dagmar Bio

Foto: Egon Hye

Fra Dagmar Bio
Og igen var der hurtigt udsolgt til deres koncert. Det virker som om folk i området elsker Dorthe Gerlachs smukke stemme og Michael Hartmanns fremragende guitarspil. I 2018 udgav Hush comeback-albummet “Sand”. Siden har de spillet flere udsolgte turnéer og senest optrådt i flere koncertsale med Danmarks Underholdningsorkester, og efteråret byder på en række mere intime koncerter i selskab med guitaristen Aske Jacoby. Og heldigvis lagde trioen også vejen forbi Sdr. Felding og de noget mere ydmyge og meget intime rammer i Dagmar Bio. Hush bliver ofte fremhævet som et ….

dygtigt liveband, hvor Dorthe Gerlachs karismatiske stemme er omdrejningspunktet i det stemningsfulde americana-inspirerede univers. Tilsat Aske Jacobys musikalitet giver det HUSH et spændende frisk pust. Aske har gennem tiden beriget en række af de største navne i Danmark, herunder News, CV Jørgensen, Thomas Helmin og Danseorkesteret. Indimellem er der dog også blevet tid til soloudgivelser. I 2014 udkom værket “Chant”, og det blev et vendepunkt for Aske Jacoby. Her trådte han fra skyggen ind i lyset og besluttede sig for udelukkende at arbejde med sin egen musik. Der er blevet takket nej til en del turnéer i de forgangne fem år, men nu er det altså lykkedes Hush at lokke ham med på landevejen. Og onsdag hørte publikum meget hurtigt, at trioen er en musikalsk “perfect match” kombination, der onsdag aften leverede 90 minutters højdepunkter, serveret i hyggelig, afslappet stemning. Sådan en aften er lige til at blive helt høj af. Undervejs fik publikum mange skønne anekdoter fra især Dorthe Gerlach, der charmerer med hendes smukke lyse krøller og en smuk babybule lige midt på maven. Også Aske Jacoby kan det der med snakken. De reneste humørpiller fra så ægte og gode mennesker. Gåsehuden efter koncertens sidste minutter kommer stadig frem, når man nu tænker tilbage. Trioen sluttede af med at gå op gennem salen med små stille skridt, mens Dorthe Gerlach sang ”Ingers ting” uden mikrofon – bare helt rent, nøgent, smukt! Magisk. Bare magisk.