Ny hjemmeside om dyrevelfærd fra Inger Boysen

Skrevet af Grethe Kamstrup
Dyrlæge Inger Boysen har jeg skrevet om før, men hun overrasker hele tiden, denne gang med egen hjemmeside om dyrevelfærd.
Inger er født i en lille by Fjelstrup nær Christiansfeld den 17. maj 1954.
Hun uddannede sig først til korrespondent og merkonom. Hun arbejdede i 4 år, men blev opsagt ved en fyringsrunde.
Så kom tanken, hvad er det egentlig, jeg gerne vil bruge mit liv på? efter at hun havde fulgt normer og forventninger til hende hidtil. Så traf hun den bedste beslutning i sit liv “Dyrlæge”- det var det hun ville være.
Og når Inger beslutter noget, er det ikke halvt, så er det med ….

hjerte og sjæl. Hun blev uddannet på Landbohøjskolen, og har siden videreuddannet sig til kvægfagdyrlæge. Hun har været i bestyrelser i Kvægfagdyrlægeforeningen og Ringkøbing Amts Dyrlægeforening. Hun har desuden været engageret på dyrevelfærdsområdet i Dyrlægeforeningens regi og i Dyreetisk Råd.
Inger flyttede her til Sdr. Felding i april 1995 sammen med sin mand Lars Svane og bor på Lyngholmsvej i et naturskønt område med lidt skov omkring.
Inger var i starten de små dyrs dyrlæge, foruden kvægdyrlæge. Jeg mødte Inger i 1998 her i Sdr. Felding, da jeg havde kat. Vores kemi passede så utroligt godt sammen, og vi har holdt forbindelsen siden.
Jeg har fulgt Inger gennem alle årene. Inger besluttede desværre, at hun kun ville arbejde med store dyr, særlig koen stod hendes hjerte nær. Hun ville arbejde for at opbygge en specialiseret kvægpraksis sammen med sine medejere i en praksis. Det er lykkedes i forbindelse med Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk.
Vurdering af dyrevelfærd og uddannelse af landmænd
Senest har Inger afsluttet en masteruddannelse i vurdering af dyrevelfærd, og som alt, hvad hun beslutter sig for, blev det med et flot resultat.
Dyrevelfærd er sammen med antibiotika resistens, de emner, som politikerne og forbrugere sætter højst på dagsordenen i forbindelse med animalske fødevarer, mener Inger. Enhver, der beskæftiger sig med husdyr, skal derfor forholde sig til dette og have en viden om dyrevelfærd, siger hun.
Man taler sågar om ”Licence to produce” for landmændene, så der er store krav til dem. De skal være kompetente på mange områder, herunder især dyrevelfærd, antibiotika forbrug og miljø.
Dyrevelfærd har meget med management at gøre. Det vil sige, at dyrenes velfærd afhænger af alle de valg og handlinger, som landmanden foretager på sin bedrift, plus alt det arbejde, som landmanden foretager sammen med sine medarbejdere ved pasning af dyrene. Det kræver viden, erfaring og uddannelse at være en dygtig landmand, der kan sørge for, at dyrene trives og er sunde. Det er her, Inger kan tilbyde sine serviceydelser. Jeg har holdt masser af kurser og undervisning om sundhed og dyrevelfærd i praksis, siger Inger. Det kan man læse mere om på hendes hjemmeside www.kovision.dk.´Se dyrevelfærd med koens øjne´,
Inger og jeg havde aftalt, at vi skulle mødes ude i en malkekvægbesætning. Jeg skulle se Inger i aktion, når hun holder kursus for et team af medarbejdere. Det er desværre blevet udsat på grund af sygdom, men jeg skriver mere om det senere, når det kan lade sig gøre med et interview og få taget nogle billeder.