Team Rynkeby har bredt sig til andre dele af Europa

Niels Christian og Solvejg Lauridsen

I starten af marts var det nye Team Rynkeby Europe hold samlet på Mallorca til en tre dages trænings samling for den kommende tur til Paris i juli måned, og det var med Solvejg Lauridsen fra Sdr. Felding som hold kaptajn, og med deltagere fra en lang række europæiske lande. Men pga. Corona epidemien måtte man efterfølgende aflyse turen til Paris for dette år.
Solvejg startede i Team Rynkeby Midt-Vest tilbage i 2012 og året efter kom Niels Christian, Solvejgs mand, også med, samtidig med at Solvejg blev holdkaptajn på Team Rynkeby Midt-Vest holdet, som hun var frem til 2018.
I 2019 var Solvejg og Niels Christian med til at starte ….

det tyske Team Rynkeby HohesC hold op, som også samlede penge ind til fordel for børn med cancer. I 2020 skulle det så have været en tur til Paris med Team Rynkeby Europe, opstarten af holdet er gået over alt forventning, deltagerne fra 8 europæiske lande har samlet penge ind til børn med kritiske sygdomme i Europa – den del af Team Rynkeby der omhandler turen til Paris må vente til 2021.
Team Rynkeby startede med en cykeltur til Paris for nogle få med tilknytning til Rynkeby Most i 2001. Og året efter blev det mere formaliseret under navnet ’Team Rynke’, som senere blev til Team Rynkeby.
Fra at der i 2002 var 11 deltagere, har Team Rynkeby udviklet sig til at der i 2019 var 54 hold med knap 2.000 ryttere plus ca. 500 frivillige hjælpere med i cykelløbet til Paris, og de samlede i alt over 79 mio. kr. ind til børn med cancer og kritiske sygdomme.
I 2016 blev Rynkeby Food solgt til den familieejede tyske Juice virksomhed Eckes-Granini Group. Med i købet fulgte Team Rynkeby Fonden, ganske vist lidt forbeholdent fra Eckes-Granini side, men det har efterfølgende helt ændret sig, og firmaet er nu en meget entusiastisk medspiller, både fordi det giver god reklame for firmaet, og især fordi de værdsætter den gode ide og den gode sag til fordel for børn med kritisk sygdom. Derfor fik de også, med support fra Solvejg og Niels Christian, startet et tysk hold op i 2019, som mest bestod af ansatte fra Eckes-Granini. I 2020 skulle der yderligere startes et Team Rynkeby Europe hold op, men det bliver så først i 2021 at holdet cykler til Paris.
Idégrundlaget for det hele er stadig de ideer der er nedfældet i Team Rynkeby Fonden.
For Solvejg og Niels Christian har det været og er spændende at komme tæt på den familie ejede Eckes-Granini virksomhed og komme til at kende den indefra. Og ikke mindst har det været spændende og udfordrende, at være en del af det nye Europæiske hold med sprog og kultur forskelle. Den forenings kultur med frivilligt arbejde vi kender i Danmark er ikke så udbredt i Europa, men der bliver arbejdet målrettet på at det er ”Rynkeby kulturen” der også bliver kulturen i de nye hold. Det har også været spændende opgave at finde egnede, troværdige og støtteegnede cancer-projekter i de lande som deltagerne på det nye Europahold kommer fra.
Solvejg og Niels Christian Lauridsen kommer ikke fra Sdr. Felding men i 1994 fandt de deres drømmebolig her, og er stadig rigtig glade for at bo i Sdr. Felding. Solvejg er i dag filialdirektør i Nordea i Vejle, mens Niels Christian arbejder i Nr. Vium hos Arla. Solvejg og Niels Christian har 2 voksne sønner Magnus og Alfred.