DET SIDSTE FARVEL TIL KAJ JENSEN
Fredag den 10. juli kunne de Corona-ramte familier i Sdr. Felding endelig tage den sidste afsked med Kaj Jensen, som døde 19. marts 2020 – smittet med Covid-19.
Som de fleste i byen og omegnen ved, har familierne oplevet noget, der nærmest kunne minde om et sandt mareridt. Ida, Kaj, John og Flemming blev alle inden for 14 dage indlagt med Covid-19. Kaj døde, Ida og Flemming måtte i respirator i henholdsvis 4 og 6 dage, mens John nøjedes med 2 dages indlæggelse.
Ialt 11-12 personer i familien blev smittet, og det betød, at der hele tiden var nogen i karantæne i godt 6 uger. Birgit og Morten, som havde arbejdet ….
hele tiden og stort set ikke havde fejlet noget, var dem som var længst tid i karantæne. Med alle disse karantæner var det derfor først muligt, at få Kaj bisat den 24.04.20.
Bisættelsen fandt sted fra Herning Sygehus Kapel. Kun 8 af de nærmeste familiemedlemmer deltog, og præst Daniel H. Rasmussen holdt en fin tale og sang solo for familien. Fint arbejde.
Familien havde hele tiden ønsket en mindegudstjeneste, men pga. forsamlingsforbuddet trak denne også ud.
Fredag den 10. juli var der så arrangeret mindegudstjeneste med efterfølgende urnenedsættelse og minde sammenkomst. Ca. 145 personer mødte op, og de blev fordelt i kirken og sognehuset. I sognehuset blev mindegudstjenesten vist på storskærm, og der måtte ikke synges derovre, da man havde valgt, at få flest mulige derind, og dermed var afstanden ikke 2 m. mellem folk.
Byens nye præst Samuel S. Høeg holdt en fin tale og klarede resten til UG. Så stor ros og tak til ham fra familien.
Da urnen blev båret ud af kirken, stod 4 af John og Birgits lastbiler og chauffører udenfor kirken. Ved hjælp af 2 kraner var der lavet flaghejsning – først på halv og senere på hel, da urnen var kommet i jorden. Det så rigtig flot ud, og det var bestemt i Kajs ånd.
Ca. 135 personer havde tilmeldt sig minde sammenkomsten, som foregik i Det Legende Hus.
Om aftenen spiste Ida, børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn aftensmad i Det Legende Hus, og det blev en smuk dag med det sidste farvel til Kaj.
Hvorfor skulle denne familie rammes så hårdt af Covid-19? Ja, det har de også spurgt sig selv om, og deres bedste bud er, at Ida blev smittet, da hun var på Holstebro Sygehus den 9. marts for at få lavet en håndoperation. Ingen i familien havde været ude at rejse efter første weekend i januar.
Ida, Flemming og John er stadig mærket af Coronaen, og de håber på, at det der stadig er tilbage fortager sig med tiden. Men der er jo ingen, der ved noget endnu……………………….Så det må tiden vise…………………………