Dorte West valgt som ny spidskandidat til borgmesterposten

Modtaget fra Dorte West
Kære alle i Sdr. Felding!
Som I måske har læst i de lokale medier, så er jeg her til aften blevet valgt som Venstres nye spidskandidat til borgmesterposten efter Lars Krarup. Først valgte en enig venstre byrådsgruppe at pege på mig og i dag var det så venstres medlemmer, der har vist deres opbakning. Jeg er utrolig glad og stolt over opbakningen bag mit kandidatur.
Som I måske også har læst eller hørt, så har Allan og jeg besluttet at flytte til Herning. Det har været en meget svær beslutning, men det har været en nødvendig del af vores overvejelserne bag mit kandidatur.
Vi har boet i Sdr. Felding siden 1999, og har ….

alle dage været utrolig glade for at bo i byen. Ikke mindst pga. det stærke sammenhold, men også pga. vores gode naboer, vores dejlige venner og ikke mindst den smukke natur vi har haft lige uden for døren. Det har været et fantastisk godt og trygt sted for vores børn at vokse op, og vi har så mange gode minder og oplevelser vi kan tage med herfra. Jeg har været meget stolt af at repræsentere Sdr. Felding i Herning byråd, og har gjort mit bedste for at varetage de ønsker der har været fra lokalområdet. Jeg er taknemmelig for den store opbakning jeg har fået fra jer.
At vi alligevel har truffet beslutningen om at flytte til Herning skyldes primært et ønske om, at få hverdagen til at hænge sammen fremadrettet. Jeg vil uden tvivl få mere travlt, og der vil være arbejde og møder morgen, middag og aften. Så hvis jeg skal nå hjem og være sammen med familien ind imellem, så er det uden tvivl en fordel at bo tættere på rådhuset. Allan og børnene bakker mig 100% op i mit politiske arbejde, og det ønsker jeg også de vil gøre fremadrettet.
Jeg fortalte min lokale Venstre bestyrelse om denne beslutning på vores seneste bestyrelsesmøde. Det var vigtigt for mig, at de hørte det fra mig, før det stod i avisen. Med mig som ny spidskandidat skal der vælges en ny lokal kandidat til at stille op til næste byrådsvalg for Venstre Sdr. Felding/Stakroge. Denne proces er vi allerede godt i gang med. Det ser lovende ud, og det vil I komme til at høre mere om snart.
Sdr. Felding har fået en helt særlig plads i vores hjerter, og det vil vi selvfølgelig tage med os videre. Jeg håber der er forståelse for vores beslutning.
Kærlig hilsen
Dorte West