Category Archives: Nyheder
Arbejdsdag på stadion

Har du mon tid til at hjælpe med klargøring af stadion og klubhus på lørdag d. 17. maj kl. 9.30?
Åfestival lejer klubhuset af os, og derfor vil vi gerne aflevere et pænt rent hus/område til dem. Vi sørger selvfølgelig for at have grej klar til du kommer og vi går aldrig ned på forplejning. Derfor skal du melde dig til hos Susan på 30221436, hvis du kan hjælpe til et par timer eller 3.
Lad os vise gæsterne, at vi kan levere et flot rent klubhus/område til dem
Har du husket Mors Dag?
På søndag er det Mors Dag – og måske skal hun have en lille ting? Dagmar Bio har i år hele 3 forslag til gode Mors Dags gaver – 3 vidt forskellige oplevelser venter i den gamle biograf, og du kan købe billet på https://dagmar-bio.dk/koncerter.html
Sirene-test
Den første onsdag i maj – altså i dag – tester Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet alle landets sirener. Det sker klokken 12.00, når sirenerne lyder med ‘Fare’-signalet, som er en tone, der gentages fire gange i løbet af 45 sekunder. Tonen stiger hurtigt og falder langsomt, og der er pause mellem gentagelserne.
Fare-signalet gentages efter fire minutter.
Efter otte minutter udsendes et ‘Faren er forbi’-signal, som er en lang ensartet tone, der varer i 45 sekunder.
Byens cykel
Lørdag 10. maj kl. 10.30 – 12.00 inviterer vi alle, til at komme og opleve Sdr. Feldings nye rickshaw el-cykel. Vi står ved Brugsens P-plads og der vil blive cyklet ture med dem der gerne vil prøve. Vi byder på kaffe og kage og er klar til en snak om projektet og hvordan DU eventuelt kan blive en del af teamet.

Cyklen er kommet til Sdr. Felding i samarbejde med Cykling uden alder, Herning Kommune og med støtte fra Tryg Fonden. Projektet løber i et år og er gratis for byen – så det er nu vi har chancen for at prøve den af!
Rickshaw’en kan, foruden en chauffør til at træde i pedalerne, have 2 passagerer med. Alle kan låne den – man skal blot først have fået oplæring i cyklens funktioner.
Hvis du ønsker at være passager, kan du booke en tur med en af de cykelpiloter, der har fået oplæring i cyklen. Ring på 5362 1979 – så forsøger vores koordinator at finde en pilot der kan tage turen. På nuværende tidspunkt er 7 piloter, men der er plads til mange flere på cykelholdet.
Du kan tilmelde dig på:
https://book2go.bike/location/880
Vi håber meget, at cyklen kan være med til at knytte nye venskaber – måske endda på tværs af generationer. At vi kan give ældre borgere, gangbesværede, børn, eller nogle helt andre en mulighed for at komme ud og få vind i håret, selvom de måske ikke selv har kræfter til at cykle. Der er faktisk ingen grænser
Navnekonkurrence
Vi har brug for hjælp til at finde på et godt navn til vores cykel. Derfor laver vi en lille konkurrence: Kom med dit bud på et navn – enten når du møder os ved Brugsen på lørdag, eller ved at sende en mail til lene.damkjaer@hotmail.com.
Vinderen trækkes mandag den 12. maj kl. 12.00.
Vi håber at rigtig mange vil benytte sig af denne mulighed, på den ene eller anden måde.
På vegne af Sdr. Felding Borgerforening
Hanne Thomsen-Mühlbrand og Lene Damkjær
Præcis en måned til Åfestival starter
Sååå er forberedelserne i fuld gang hos Åfestival. Igen i år samles flere tusinde i Sdr. Felding til glad musik, fællesskab og sjove aktiviteter på stadion. Sæt kryds i kalenderen – DU er nemlig også velkommen!
Se hele programmet for åfestival på https://aa-festival.dk/

Konfirmationer 2025
Vi nærmer os konfirmationerne i Sdr. Felding. På listen her kan du se, hvem der konfirmeres søndag d. 18. maj 2025:

I eftermiddag kan du købe medlemskort
I Lokalhistorisk Forening vil vi sælge medlemskort for 2025 i Dagli’Brugsen Sdr. Felding
Fredag d. 2. maj kl. 15.00 – 17.30
Vi ses!
Lokalhistorisk Forening for Sdr. Felding, Sandet og Stakroge




