Category Archives: Nyheder

SF GIF gymnastik – info-&inspirationsaften

Vi tænker ud af boksen 
Så for susen… ud af boksen? Hvad foregår der lige? 

Jo ser du, bestyrelsen i SF GIF gymnastikafdeling vil gerne have DINE input til, hvordan vi kan forny os og hvordan vi kan “gentænke” den måde vi driver gymnastikafdeling på.
– Hvad er det der skal til for at f.eks. DU kunne tænke dig at være træner for et hold?
– Hvilke hold kan vi udbyde?
– Kan vi gribe træningen/tilmeldingen/ gymnastikopvisningen osv. anderledes an?

Vi vil riiiiigtig gerne have så mange input som muligt, og derfor håber vi at se DIG til en kop kaff’ ☕, kage og uforpligtende snak om gymnastik i Sdr. Felding. Vi lover at det bliver rart.
Tilmeld dig ved at trykke “deltager” HER i begivenheden eller send en sms til Marie Louise på 61779890

 

Er du tosset med træk?

Er du tosset med træk? 
– og vil du gerne give en hånd til gavn for SF GIF?  
Påskesøndag d. 20. april har vi fået mulighed for at hjælpe til Påsketræk i Borris.
Hvis DU vil stå i bar/bod i ca. 4 timer, så får du gratis adgang til pladsen HELE dagen og gratis mad og drikke under din vagt.
Du oplever sammenhold, frivillighed og ser de store maskiner give den max smadder på pullingarenaen – og SFGIF får penge i kassen til aktiviteter. Man behøver IKKE være medlem af SF GIF for at give en hjælpende hånd.

Er du og evt. en makker frisk på en tjans, så ring til Lisa Halborg Andersen på 26152484.
Læs mere om årets påsketræk her: https://xn--psketrk-exao.dk/


EFTERLYSNING

De første hold er nu på græs, og det er sååå fedt!

For at sæsonen bliver fuldstændig forrygende, efterlyser vi hermed følgende:
– En hjælpetræner til U8 drenge. Lasse & Simon sørger for indhold og øvelser, så vi mangler dig der “bare” vil give en hjælpende hånd. Kontakt Lasse på 26773008
U8/9 piger (årgang 2015/2016) vil elske hvis flere vil spille med! Så kære U8/9 piger: kom op på stadion og prøv fodbold onsdag d. 26. marts kl. 16.30-17.30. René og Ivan er klar med masser af fede fodboldøvelser til jer.
U12 drenge (årgang 2013) med træner Iurii og Ram i spidsen ønsker sig flere medspillere. Du kan gratis prøve at være med mandag 16.45-18.00. Vi er i gang, så I AFTEN kan du bare møde op!

Røde kinder, store smil og masser af børn på stadion – vi elsker fodbold i SF GIF!

 

Igen en god uge!

Det var så sidste fulde runde i hold turneringen, hvor alle 3 hold var i kamp og det blev igen en rigtig god uge. Alle 3 hold vandt og 6 point på kontoen! Nu mangler der så kun en kamp tilbage for hold 3 i næste uge.
Dermed er det her sidste opdatering af holdturnering for sæsonen 24/25. Det har været et rigtig godt år, hvor der var lidt opstartvanskeligheder, men året er sluttet rigtig godt af. Alle hold har vundet eller spillet uafgjort. Kun et hold har efter jul tabt 1 kamp.

Hold 1 spillede ude mod Ølgod 1 og vandt med 6 – 2. Ulrik Mikkelsen vandt med 400 mod 236 og et snit på 16.66, Leif Simonsen vandt med 400 mod 264 og et snit på 14.28, Carsten Ramsing vandt med 300 mod 294 og et snit på 12.50 og Henning Knudsen tabte med 158 mod 300 og et snit på 6.58.
Dermed slutter holdet af på en flot 3 pladsen i V.B.U. serien.
Hold 2 spillede hjemme mod Spjald 3 og vandt en sikker sejr på 8 – 0. Kurt Eg vandt med 300 mod 248 og et snit på 7.89, Guf vandt med 300 mod 148 og  et snit på 12.50, Morten Olsen vandt med 300 mod 240 og et snit på 8.33 og Ole Pedersen vandt med 300 mod 142 og et snit på 7.69.
Dermed slutter holdet på en sikker 1 plads i  serie 1 og måske en oprykning til V.B.U. serien.

Hold 3 spillede ude mod Spjald 4 og vandt med 6 – 2. Lars Marinussen vandt med 200 mod 156 og et snit på 6.66, Palle Bøjgård vandt med 200 mod 196 og et snit på 5.71, Lucas Marinussen vandt med 200 mod 160 og et snit på 3.12 og Jens Ove Larsen tabte med 166 mod 200 og et snit på 5.60.
Inden holdets sidste kamp er serie 2 sikker på at slutte på en sikker 2 plads.

Så alt i alt er alle 3 hold sluttet i top 3 – rigtig flot af Sdr. Felding billard klub.
Hermed slutter opdateringen for Sdr. Felding billard klub for denne gang og vender igen tilbage i september, hvor hold turneringen starter op igen.
Tak til alle som har fulgt klubben her på hjemmesiden.
Indlæg indsendt af Henning Knudsen, Sdr. Felding Billardklub

Udrykning onsdag aften

Hørte du udrykningskøretøjer på Vardevej onsdag aften. Her er forklaringen:

https://www.tvmidtvest.dk/herning/biljagt-endte-pludseligt-sa-vaeltede-sigtelserne-frem

Borgermøde – kommuneplan 2025-2036

KOM TIL BORGERMØDE PÅ KIBÆK BIBLIOTEK

Den store plan for kommunens fremtid er i høring – den såkaldt kommuneplan 2025-2036.

Er du nysgerrig på kommunens fremtid, så vær med på vores borgermøde på Kibæk Bibliotek.

Vi sætter en storskærm op på Kibæk Bibliotek, så du kan se med live og stille spørgsmål ind til hovedbiblioteket i Herning, hvor selve borgermødet finder sted.

Borgermødet bliver afholdt onsdag den 19. marts 2025 kl. 18.30-21.00.

På mødet vil vi gennemgå væsentligste tiltag i kommuneplanen, herunder emnerne:

  • Fælles om det gode liv
  • Fælles om byer og lokalsamfund
  • Fælles om arealer

Tilmeld dig borgermødet og se hele kommuneplanen her
https://kommuneplan2025.herning.dk/borgermoede

 

Generalforsamling i SF GIF

Indkaldelse til Borgermøde

LogoIndkaldelse til borgermøde vedrørende planlægning for Nørrelandet solcelleanlæg ved Tarpvej, Sdr. Felding samt 150 kV og 60 kV transformerstationer ved Vardevej, Sdr. Felding.

Herning Kommune har modtaget ansøgning om etablering af Nørrelandet solcelleanlæg på cirka 90 hektar ved Tarpvej, nordøst for Sdr. Felding. Ligeledes er der i igangsat planlægning for etableringen af en 150 kV og en 60 kV transformerstationer ved Vardevej, nordøst for Sdr. Felding. Herning Byråd har den 4. marts 2025 besluttet, at et debatoplæg for planlægningen og projektet skal sendes ud i offentlig høring.

Som en del af debatfasen afholder Herning Kommune et borgermøde om projektet. Her vil du blive præsenteret for processen, projektet, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Borgermødet afholdes onsdag d. 26. marts kl. 17.30 i Sdr. Felding Hallen – Det legende hus.

Af hensyn til borgermødets afvikling, kan du tilmelde dig pr. e-mail: bekssg@herning.dk
eller telefonisk på 93 59 47 13. Frist for tilmelding fredag d. 21. marts 2025.

Generalforsamling FasterOikos

Seneste nyt om Rema1000

Kære Sdr. Felding borgere
Jeg vil hermed give en status på vores projekt ved rundkørslen ved Vardevej/Skjernvej indeholdende en REMA-butik, en udvalgsvarebutik og boliger.

Vi har en god dialog med Herning Kommune.
Kommunen har en igangværende proces for opdatering af kommuneplanen. Timingen ift. vores projekt har ikke været optimal.
Vi forstår på kommunen, at de er positive overfor den udvikling, som vi tilbyder Sdr. Felding og er indstillet på at igangsætte planlægningen i forlængelse af en godkendelse af kommuneplanen. Det vil i praksis sige til sommer.

Vi har modtaget rigtig mange positive tilkendegivelser fra jer, herunder også ift. de planlagte lejeboliger. Vi har derfor oprettet en interesseliste, som man er velkommen til at tilmelde sig. Det kan man gøre ved at sende mig en mail med navn, adresse, tlf. og e-mail. Min mail er m.abildgaard@abildo.dk.

Vi tror meget på, at vi lykkes med projektet til glæde og gavn for alle.
Vi vil som udgangspunkt kunne sætte spaden i jorden i 2. halvår 2026, hvis planlægningsprocessen kører uhindret.
Jeg opdaterer jer, når der er nyt.

MVH
Morten Abildgaard
Udviklingsselskabet Abildo