NYT fra Sdr. Felding Hallen

Modtaget fra Nicolai Christensen, bestyrelsesformand i Sdr. Felding Hallen
Tillykke Bruno 😊
Pr. 1. september kunne Bruno fejre 1. års jubilæum i jobbet som Centerleder i Sdr. Felding Hallen. I bestyrelsen glæder vi os over samarbejdet og ser frem til mange flere år. Det første år har været meget atypisk grundet COVID-19 og vi i bestyrelsen og ikke mindst Bruno glæder os over en forsigtig opstart og flere mennesker i Hallen igen. Vi er klar til at byde mange flere velkommen – så kom …

op af sofaerne og gør brug af de fine omgivelser og faciliteter vi og foreningerne sammen tilbyder !
Vi er taknemmelig for de mange frivillige der yder en stor indsats i hallen – om det er med renholdelse af udearealer eller pasning af Cafeen m.v. Tak til jer – med et spinkelt håb om at flere vil søge fællesskabet og glæden i frivilligt arbejde – gerne i Hallen 😉
Vi er udfordret i vores Cafe af faldende omsætning/aktivitet. Måske er tiden løbet fra det traditionelle udbud i Cafeen, men vi ser det fortsat som et stort plus at have ”rigtige” mennesker bag ”disken”, som kan medvirke til at gøre Hallen til et rart og trygt sted at være, ikke mindst for de mindste. Vi er åbne for en konstruktiv dialog, så hjælp os med at blive bedre eller skabe os et grundlag for at tage de rigtige beslutninger fremadrettet.
Interessen for leje af vores fine lokaler er stigende. Specielt er interessen stor for Kultursalen (i daglig tale – DAGLI’ STUEN), som kan lejes alene og i kombination med Multisalen og Hallen m.v. Som noget nyt introducerer vi nye priser for udlejning af vores lokaler på hverdage (mandag til torsdag) hvor lokalerne kan lejes med 25% rabat – se mere på www.kultursal.dk.
Hallen fyldte 50 år i foråret. Desværre havde vi ikke mulighed for at fejre det og måtte ved samme lejlighed aflyse det planlagte jubilæums-/halbal – alt sammen som følge af COVID-19.
I stedet inviterer vi til kæmpe jubilæumsfest lørdag den 17. september 2022 i anledning af at Sdr. Felding hallen fylder 50 år + 1.

Musikken er allerede på plads, og det er lykkedes os at få lavet en aftale med BÅNDSALAT, som bl.a. har spillet på Fermaten og til Århus festuge med kæmpe succes. BÅNDSALAT tropper op med 2 dygtige sangere, et særdeles velspillende backingband og en timet og tilrettelagt lys- og lydproduktion, som ikke lader sig noget tilbage at ønske. Sdr. Feldings egen Mads Hye er er en af forsangerne i bandet – SÅ glæd jer.

Den 27.10.2021 inviterede hallen til beboermøde. Ikke mange mødte op, men vi havde et par fornøjelige timer med en god snak, ikke kun om hallen men også om foreningslivet i byen generelt, herunder de fælles udfordringer vi har men bl.a. rekruttering af frivillige m.v. Vi vil i Hallens bestyrelse i den nærmeste fremtid tage initiativ til og invitere byens foreninger inden for kultur og fritid i byen til en dialog med det formål at finde ud af om der et grundlag for et tættere samarbejde og gøre foreningslivet og ikke mindst Sdr. Felding mere attraktivt for nuværende og fremtidige borgere.