Rute 81 – livsnerven til Sdr. Felding er truet

Dette brev er i går aftes sendt til alle medlemmer af Regionsrådet
Til vores skræk kan vi læse, at Region MidtJylland barsler med et sparekatalog på offentlig transport, og her
er Rute 81 kommet i spil. 👉40% nedskæring er forslaget. Det vil betyde, at busruten reduceres til en uddannelsesrute.
Men hvad betyder rute 81 egentlig for Sdr. Felding, Sandet og Stakroge? De store blå busser ser jo slet ikke fyldte ud, når de kører rundt i området… Et opslag på Sdrfelding.dks Facebook side giver et indblik i, hvor vigtig …..

netop Rute 81 er for området:

”Jeg tager bussen hver dag til og fra arbejde i Kibæk. Jeg synes virkelig at det er skandaløst, hvis de fjerner så mange afgange til og fra Sønder Felding, både for vores unge mennesker og alle os andre, der er afhængige af offentligt transport. Det er ikke rimeligt at man på den måde tvinger folk i udkantsbyer til at investere i bil nr. 2 og jeg har selv 2 store børn der går i skole i Herning og den ene har også fritidsjob i Herning.”

”Mig og min kæreste ville være tvunget til at flytte fra byen, for ellers kan jeg ikke komme på arbejde. Jeg er med bussen hver dag til Grindsted og hjem igen. Jeg har ikke kørekort, så uden bussen er vi nødt til at flytte. Det ville vi være voldsomt kede af, vi elsker at bo her i Sdr. Felding, tæt på familien.”

”Det vil også få stor betydning for eleverne på Sdr. Feldings Efterskole. De elever der kommer med offentlig transport, er afhængige at kunne komme med bus mod Herning fredag eftermiddag og retur søndag aften.”

”En reduktion i bus vil også medføre ulighed i sundhed. Som loven er i dag skal man selv sørge for transport til genoptræning m.m. med få undtagelser. Endvidere er bus 81 også vigtig for skolesøgende til VGT i Tarm, da bus 561 som er en såkaldt uddannelsesrute kører så sporadisk, at det af og til er nødvendigt at tage toget fra Tarm til Kibæk og bus ud til Sdr Felding.”

”Hold da op det er da voldsomt, hvad med os der er 100% afhængige af offentlig transport (rute 81). Vi bliver stavnsbundet til byen, uden mulighed for, at komme fra Sdr. Felding andet end i yder timerne, og det er kun i hverdagen de kører. Hvis dette forslag bliver indført, er jeg afskåret fra, at besøge familie og venner, som ikke bor i Sdr. Felding.”

”Jeg ville skulle flytte fra kæresten og til Herning da jeg er fleksjobber og arbejder kun et par timer 2 gange i ugen. Jeg ville slet ikke magte at skulle vente længere tid på hverken at komme hjem eller tage tidligere på arbejde bare fordi bussen kun kører i yder timerne fordi det er “skolebus”. Og som fleksjobber har jeg ikke råd til min egen bil.”

”Som tilflytter nyder vi virkelig at bo på landet og vi var helt klar over, at offentlig transport ikke kører så ofte som i større byer, men jeg må indrømme jeg har rigtig svært ved at se, hvordan vi på sigt kan få det til at hænge sammen med så dårlige muligheder for at komme til og fra byen”

”Dette kan betyde at vi måske skal flytte”

”Det er da mega trist, at man kan blive presset til at flytte fra en hyggelig by som Sdr. Felding, fordi ens børn/unge ikke kan komme til en videregående uddannelse. Vores ældste går på handelsskole og har fritidsarbejde i Herning, men det bliver ikke ved med at være muligt at fortsætte med hvis hun ingen mulighed har for at komme hjem efter arbejde. Det vil være svært for hende at kunne være social med andre kammerater fra skolen.”

”Vores unge mennesker som går på uddannelse i Herning får svært ved både at passe fritidsjob i Herning samt have et socialt liv med deres kammerater fra studiemiljøet/ungdomsuddannelse. Samt hvis de skal møde senere eller får tidligere fri en dag får svært ved at komme frem og tilbage, og dermed også de dage får en lang dag med transporttider frem og tilbage.”

”Det bliver svært for de ældre som ikke har bil”

”Strider totalt imod folketingets arbejde for at få flere til at flytte fra storbyerne og bruge offentligt transport. Det kommer til at stavnsbinde folk, virker helt hen i vejret”

”Det sætter begrænsninger og gør bare at alle unge selv får bil som 18 årig og kører frem og tilbage til Grindsted og Herning. Det hjælper i hvert fald ikke på miljøet.”

”Alle de små lokalsamfund lukker ned. De studerende kan ikke komme frem og tilbage. Der er ikke fritidsjob til alle i de små byer, derfor er de nødt til, at ha’ job i f.eks. Herning. Går der ingen busser, så kan det ikke lade sig gøre. Der bliver snakket klima/miljø hele tiden, men det hænger jo ikke sammen. ALLE er nødt til at have bil nu.”

”I følge Herning Folkeblad i dag, vil byrådet prioriterer boliger i landsbyerne og Ulrik Hyldgaard siger, at de har bedt forvaltningen om at kigge på det, da de ønsker at styrke landsbymiljøerne. Det er jo allerede dømt til at mislykkes, når der INGEN busser går.”

”Nu har vi kun 1 bil, men sommetider er vi nødt til at tage bussen. Hvis vi ikke kan komme med bus er vi nødt til at prioritere med at flytte til større byer. Det er synd for de ældre at vi ikke kan beholde denne tryghed.”

”Altså de snakker om de gerne vil have at flere unge mennesker flytter til de små byer men hvis den rute her bliver nedlagt kan jeg da blive nødsaget til at flytte da jeg ikke har kørekort og ikke er interesseret i at være låst fast herude.”

De listede kommentarer er blot et uddrag af de mange kommentarer der er kommet på omkring 20 timer.
Rute 81 betyder virkelig meget for vores lille lokalsamfund. Vi ber’ hermed inderligt Regionsrådet om IKKE at beskære Sdr. Feldings livsnerve!

Sdr. Felding Borgerforening
Sandet Borgerforening
Stakroge Borger- & Idrætsforening
Sdr. Felding Lokalråd
Danske Seniorer Sdr. Felding
Sdr. Felding Handels- og Håndværkerforening
Sdr. Feldings Efterskole
Sdr. Felding Børneunivers´fællesbestyrelse