Torben Chris var GAL!

Onsdag aften var Torben Chris igen, igen forbi Dagmar Bio. Han er nemlig på landevejene med sit nye oneman show GALning, og han fremstår virkelig godt gammeldags gal i skralden, når han i en imponerende, rasende, lynhurtig talestrøm kommer af med en massiv mængde brok. Og har han ret…? Ja, noget kunne tyde på, at publikum godt kunne genkende mange af de hovedrystende dumme traditioner, vaner, produkter og tendenser vi omgir os med.

Chris’ show er en solid fuckfinger til undskyld-kulturen og vores nye vaner med at være overfølsomme i forhold til følelser. Vi tager for meget hensyn og glemmer helt at komme med logiske argumenter, når vi pludselig står i en situation, hvor vi – ofte helt uvidende – måske er kommet til at krænke nogen.

At dømme udfra stemningen i Dagmar Bios sal kunne publikum godt forstå Chris’ logik, og når tingene på den måde bliver vendt og drejet 360 grader, ender det med at være fuldstændig komisk og rablende galt.

TAK til Chris for endnu engang at lægge vejen forbi Sdr. Felding og Dagmar Bio!