Uventet donation tikkede ind

Indlæg indsendt af Martin Arnbjerg
Bussens Venner ved Engholmcentret har gennem flere år arbejdet med at samle penge sammen til en ny bus. Vi kunne se, at den gamle bus havde en begrænset fremtid. Den var begyndt at kræve mere vedligehold, da den desværre rustede lidt. Vi har haft sponsorer, der har betalt for reklamer på bussen, og det har givet en god skærv i ca. 10 år. Desuden har vi søgt forskellige fonde og fået tildelt ikke så få penge ad den vej.

I 2023 bestemte vi, at vi ville se os om efter en afløser i foråret 2024. Det kunne passe fint, for her i foråret skulle vi have fornyet vore sponsorater.

Men der var en sponsor, der kom os i forkøbet og tilbød os en ny bus. Det var lige ved at vælte os. Det er ikke hver dag, man får et sådant tilbud. Det var næsten ikke til at forstå, at det kunne være rigtigt. Vi blev naturligvis meget glade og taknemlige for tilbuddet, så vi fik bestilt en ny bus, som vi så får leveret nu. Denne sidste gave har stillet Bussens Venner i en rigtig gunstig situation. Nu har vi en ny bus, og vi har penge til at holde den vedlige i mange år frem.

Det er dejligt at tænke på, at beboerne på Engholm har mulighed for at komme ud at se og nyde naturen. Det giver det frirum for beboere og ansatte, som Bussens Venner arbejder for. Det er et let arbejde, Bussens Venner har, når så mange lokale bakker op om projektet.

Vi siger mange tak til de folk bag arv, fonde og andre personer, der har hjulpet os og især til den sidste store donation.

På Bussens Venners vegne

Martin Arnbjerg