VÆR OPMÆRKSOM!!

 

Sdrfelding.dk har modtaget dette skriv fra Birgit Kristensen:

“Igår eftermiddags (tirsdag) ved ca. 14.30-tiden fik Johns mor besøg af en ukendt ung kvinde, som kom indenfor uden at have banket på døren eller ringet på.

Ida (80 år) sad i stuen og hørte yderdøren blev åbnet ganske forsigtigt, og da den binder lidt, kan den ikke åbnes helt lydløst.

Hun troede, det var en bekendt, som kom, og da der ikke blev sagt noget i gangen, eller nogen kom ind i stuen, gik hun ud i gangen, og så den fremmede kvinde, som var ved at lukke yderdøren ganske forsigtigt. Kvinden blev meget overrasket, da hun så Ida og straks hev hun et eksemplar af bladet “Hus Forbi” op af en taske, som om hun ville sælge bladet. Hun sagde kun få ord på gebrokken dansk/udenlandsk. Ida ville ikke købe bladet og bad kvinden gå igen. Det gjorde hun uden yderligere bemærkninger. Der er ikke forsvundet noget.

Det er kun begrænset, hvad Ida nåede at observere ved kvinden, men lidt er der da:

Ca. 25-30 år
Ca. 170 cm høj
Langt lyst hår – med hestehale
Pænt påklædt
Der var kun et blad i kvindens taske”

Normalt så går folk ikke bare ind, når de kommer et fremmed sted, men det var kvinden i går åbenbart ligeglad med…- så hermed en lille opfordring til folk om at passe på med åbne vinduer og døre her i sommertiden. Lås evt. døre, hvis man er i haven eller sidder på terrassen. Og skulle du se noget mistænksomt, så henvend dig til personen eller kontakt 114.

TAK til Birgit for at kontakte sdrfelding.dk, så vi sammen kan hjælpes ad med passe på hinanden(s ting).