Livshistorie med Svend Ørbæk

Torsdag havde Lokalhistorisk Forening besøg af Svend Ørbæk, som fortalte om et langt liv i Sdr. Felding området.

Både bedstefaren og Svends far var aktive i Sdr. Feldings foreningsliv, hvor faren var sognerådsformand og var med til at starte Sdr. Felding Brugs op i 1937. Svends far døde i 1942, hvilket var et hårdt slag for familien, moren kørte gården videre sammen med ansatte samt de 4 børn. Svend var på daværende tidspunkt 6 år.

Han kunne fortælle at der var masser af arbejde på gården. Men der var også tid til leg og ikke mindst fodbold, hvor Svend var aktiv i mange år, spillet i Serie 3 for Sdr. Felding.
I 1956 blev han indkaldt til militæret og var inde i 16 måneder, hvoraf de 6 måneder var med den danske brigade i Tyskland.
Efterfølgende var han på Lægård Landbrugsskole, hvor han også tog uddannelsen som svinekonsulent, og var i en årrække ansat som svinekonsulent i landboforeningen.
I 1960 mødte han Dagny, og de blev gift og fik igennem årene 3 piger.
I 1970 købte de Birkegården på Birkebyvej lidt nord for Sdr. Felding, denne gård havde de indtil 2001, hvor de flyttede ind i et nybygget hus i Åparken Sdr. Felding.

Svend har været en aktiv mand i Sdr. Felding og har været med i mange bestyrelser, bl.a. kanalselskabet, forsamlingshuset, menighedsrådet og Sdr. Felding Foderstof, som han også en overgang var formand for.

I dag nyder Svend og Dagny pensionisttilværelsen, de har været på en del rejser og så har de 10 børnebørn og et oldebarn, så der vist nok at se til.
Omkring 80 var mødt om til foredraget.

Tak til dig Svend for et spændende oplæg om dit liv, fulgt op med mange billeder på storskærm.

Indsendt af Mogens Nielsen, Lokalhistorisk Forening for Sdr. Felding, Sandet & Stakroge