Læserbrev af Carsten Tygesen & Poul Lomholt
Sdr. Felding – Udvikling eller afvikling?
Læserbrev af Carsten Tygesen & Poul Lomholt
Der er mange argumenter for og imod både Rema 1000 og Dagli’Brugsen. Men det vigtigste er at sikre gode indkøbsmuligheder for flest mulige borgere i Sdr. Felding og omegn, samt at skabe en fremtid for byen, der rummer både unge og ældre.
Vi tror på, at der kan være plads til både en Rema 1000 og Dagli’Brugsen (eller måske et alternativ). Hvis man har kørt gennem Stakroge, har man sikkert bemærket forfaldet og stagnationen dér. Noget lignende er desværre ved at ske i Sdr. Felding. Måske er det allerede for sent at vende udviklingen.
Antallet af nyfødte i Sdr. Felding er bekymrende lavt. Sidste år blev 24 borgere begravet – fire gange så mange som antallet af nyfødte. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi, at Sdr. Felding bliver ”de gamles by”.
I øjeblikket er der 24 huse til salg i byen, og derudover ønsker mange også at sælge, men ved ikke, hvor de skal flytte hen, hvis de gerne vil have en ældrevenlig lejebolig og blive boende i lokalområdet.
Byens skole har ca. 240 elever, og børnefamilier, der bosætter sig i byen, er afgørende for at opretholde skolens eksistens.
Udfordringen med at handle lokalt
Når man besøger Skarrild, Troldhede, Skjern eller Tarm, møder man ofte borgere fra Sdr. Felding, der handler ind. Mange begrunder det med, at dagligvarerne udenbys er 20-30 % billigere. Det er en forskel, som især børnefamilier tydeligt mærker i deres husholdningsbudget.
Der er ofte snak om at genoplive solidariteten og handle lokalt, men det bliver svært at realisere, hvis prisniveauet ikke ændrer sig markant. For de fleste er der en direkte forbindelse mellem hjertet og pengepungen. Det er derfor næppe realistisk at opgive ferier eller andre udgifter for udelukkende at handle lokalt.
Det skal dog understreges, at personalet i Dagli’Brugsen yder en fantastisk service! Udfordringen ligger primært hos Coop-koncernen, som leverer varerne og har højere priser end konkurrenterne.
Engang var FDB en fantastisk købmands- og handelsvirksomhed, men det er fortid. I dag er Coop præget af en tung organisation og et stort forbrug af ressourcer på ledelsesniveau.
Rema 1000 som alternativ
Ifølge en nylig statistik fra Retail Institute Scandinavia, leverer Rema 1000 hver fjerde dagligvare i Danmark. Det er en klar indikation på, at de gør noget rigtigt.
Samtidig er det ikke rimeligt, at Sdr. Feldings borgere skal redde Coop’s forretningsmodel, eller at medarbejderne i Dagli’Brugsen skal arbejde så hårdt for at opfylde Coop’s målsætninger.
Et alternativ til Dagli’Brugsen?
Hvis Dagli’Brugsen må lukke, vil der sandsynligvis opstå et alternativ. Eksemplerne fra Borris og Stauning viser, at det kan lade sig gøre at drive butikker uden Coop. Begge steder blev butikkerne lukket af Coop på grund af underskud, men fungerer nu fint på andre vilkår.
Hvis vi i Sdr. Felding ikke forholder os realistisk til udfordringerne og udnytter de muligheder, der opstår, risikerer vi manglende bosætning, nedlæggelse af skolen og, i værste fald, en by uden liv og udvikling.
I øvrigt ville det være rigtig godt, hvis Sønder Felding’s repræsentant i byrådet kunne arbejde for at sikre positive beslutninger, der fremmer byens fremtid og udvikling.
Motto: “Hvis vi ikke passer på tiden, ta’r tiden os!”
PS. Mød op til informationsmødet for at give din mening til kende eller følg initiativtagernes opfordring til at tilkendegive for eller imod. Vi bør alle tage aktiv del i beslutninger vedrørende byens fremtid.
