Indlæg fra byrådspolitikker Claus Udbye

Indlæg indsendt af Claus Udbye, folkevalgt byrådsmedlem i Herning Kommune

Kære indbyggere i Sønder Felding og omegn.
Her er lige en kort status på forskellige projekter, som på den ene eller anden måde har indvirkning på os her i Sønder Felding og omegn.

Bjergevej, Industrivej og Richard R. Nielsens vej får i løbet af 2025 ny asfalt. Opgaven er pt. sendt i udbud og vejafdelingen afventer priser. Dejligt at disse veje nu får en hårdt tiltrængt renovering, dejlig for de som kører på vejene men også for naboerne som slipper for en del støj fra den ujævne vej.

Rute 81 er ofte til diskussion i byen pga. de få afgange. Der er som tidligere beskrevet her på siden Region Midt der driver rute 81 og ikke Herning Kommune. Eneste alternativer til rute 81 er pr. flextur/plustur. Dette bliver der nu ændret væsentligt på. Når den nye køreplan træder i kraft til sommer, er der godt nyt til os i Sønder Felding.

Flexbus bliver et supplement til Rute 81 og de eksisterende Flex ordninger. Flexbus kan man bestille op til 2 timer før man skal bruge den. Stoppestedet bliver ved det blå Flextrafikskilt ved rutebilstaionen. Flexbussen kører mellen Sønder Felding og Kibæk, hvor det passer med et skifte direkte over i toget til Herning. Prisen bliver cirka det samme som en busbillet i dag fra Sønder Felding til Herning. Flex bussen kører alle ugens dage, samt i skolernes ferie. Denne mulighed er et kæmpe løft for alle som har brug for offentlig transport til og fra Herning. Få mere info på www.midttrafik.dk

Lejeboliger til 65+ er der stor efterspørgsel på i byen. Jeg har tidligere nævnt at Fællesbos små ældreboliger på Engholmvej ville blive renoveret og samtidig blive tilgængelig af leje for alle, ikke kun ældre. Jeg har fornylig afholdt et møde med direktøren for Fællesbo, med Joan Hansen (V) og direktøren for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning kommune. Det viser sig at en renovering af hver enkelt bolig vil koste cirka 120.000 kr. – dette vil medføre en forhøjelse af huslejen på cirka 300 kr./mdr. til de alle de øvrige lejligheder i denne gruppe. Hvis man forstiller sig en renovering af 9 boliger vil det medføre en øget husleje på 2700 kr./mdr. Dette synes jeg er helt urimeligt, så jeg har foreslået Fællesbo som yderste alternativ at sælge boligerne til private. Jeg arbejder løbende på denne opgave og vil informere jer når der er nyt.

Sideløbende med dette har vi i en lokal arbejdsgruppe gennem de seneste 2-3 år arbejdet på forskellige løsninger med nybyg af lejeboliger forskellige steder i byen. Vi arbejder stadig på denne løsning, og vil vende tilbage når der er nyt i sagen. 

Rema 1000 har indsendt materialer/tegninger til Herning kommune og der arbejdes pt. på både Rema 1000 og boligområdet. Tidshorisonten for projektet bliver nok delt op i 2 etaper, hvor selve Rema 1000 butikken vil kunne opføres først og boligområdet senere. Årsagen til dette er, at højspændingskablerne først bliver flyttet og gravet ned om 2-3 år. Det er muligt at bygge butikken mens luftledningerne stadig er på grunden, men boligområdet kan formentlig først etableres når kablerne er flyttet og gravet i jorden. Der vil komme normale høringsmuligheder når der er en foreløbig lokalplan klar.

Den gamle jernbanebro, som forhåbentlig bliver genopbygget – dog i noget mindre skala – “lever” stadig. Jeg er blevet oplyst at der pt. arbejdes på beregninger og priser på selve konstruktionen. Jeg vil virkelig glæde mig til den dag, hvor det igen bliver muligt at krydse Skjern Å på den gamle bane.  

Til sidst vil jeg gerne rose alle som deltager i diverse borgermøder som bliver arrangeret af kommunen – det er virkelig dejligt når folk engagerer sig og har en holdning til tingene.

I er altid velkomne til at kontakte mig, hvis i har spørgsmål eller kommentarer til ting som rører på sig i byen eller kommunen.

Rigtig god påske til jer alle

Claus Udbye