Uddeling af fondsmidler

Torsdag var 6 foreninger og institutioner fra Sdr. Felding inviteret på Klods Hans for at få overrakt fondsmidler fra Elna & Hans Fredrik Jensens Fond.
Sidst fonden uddelte penge var i 2021, og nu var det altså tid igen. I alt har fonden uddelt over 320.000 kr. siden den blev oprettet. Penge som har skabt glæde i de mange foreninger og institutioner, som har fået fondsmidler gennem tiden.
Formand for bestyrelsen, Frederik Jensen, fortalte, at fonden havde udvalgt de 6 foreninger og institutioner ud fra, at pengene skal komme mange mennesker i mange aldre til gavn. Og det må man virkelig sige er lykkedes!
I år fik følgende foreninger og institutioner overrakt penge:
– 5000 kr. til Engholms Venner. Pengene vil blive brugt til aktiviteter for de ældre på Engholm Plejecenter
– 5000 kr. til Indre Missions Ungdom. Pengene skal bruges på ud-af-huset aktiviteter
– 5000 kr. til Dagmar Bio. Pengene er tiltænkt kostumer og remedier til eleverne på Sdr. Feldings Efterskole, som er skuespillere til Dagmar Halloween. Et gratis event for alle. Det foregår i Præsteskoven d. 31/10
– 5000 kr. til Søndags Cafeen. Søndags Cafeen samler én søndag i måneden ældre enlige til kaffe og et indslag – f.eks. foredrag eller musik
– 5000 kr. til SF GIF, som i februar 2026 for første gang vil lave et stort, festligt MGP arrangement i Det Legende Hus
– 5800 kr. til Dagtilbuddet Solsikken. Børnehaven har ønsket sig penge til at vise et teaterstykke for børnene
Efter uddelingen var der pindemadder og dessert. Ved bordene blev der bl.a. talt om, hvor meget et beløb på omkring 5.000 kr. reelt betyder for lokale foreninger og institutioner. Taknemmeligheden var tydelig.
Foto af fondsbestyrelsen og årets modtagere af fondsmidler:

