Sæsonens sidste træfstævne

Badmintonsæsonen nærmer sig sin afslutning og i weekenden afholdt Kølkær sæsonens sidste træfstævne. Det kolliderede uheldigvis med en masse gymnastik, så det var en mindre flok der repræsenterede SF GIF i denne omgang.

Størst var succesen i de højeste grupper. I grp.9 herresingle blev Kasper Mikkelsen en helt suveræn guldvinder. På trods af, at Kasper i samtlige kampe var oppe imod fysisk meget større modstandere, blev det 5 sikre sejre. Alle 3 gruppekampe blev vundet i 2 sæt. I semifinalen mod William Skyum fra Vildbjerg var der heller ikke meget spænding. Den blev vundet 21-11 og 21-6. Finalen vandt Kasper også i sikker stil med de overbevisende cifre 21-14 og 21-9 over Rasmus Agerbo fra Gjellerup. Guld og oprykning til grp.10 til Kasper.

Storebror Jeppe deltog i grp.10 herresingle. Jeppe nåede frem til kvartfinalen efter 2 sejre og 1 nederlag i puljen. Kvartfinalen blev vundet sikkert 21-8 og 21-12 over Jens Degn fra Kibæk. Semifinalen blev en meget tæt kamp mod Frederik Egsgaard fra Kølkær. Trods nede 16-11 i 1 .sæt fik Jeppe kæmpet sig tilbage og vandt sættet 23-21. Der ventede også et tæt 2. sæt som blev vundet med samme cifre.

I en jævnbyrdig finale tabte Jeppe til Simon Mejer fra Snejbjerg med 21-19, 21-17. Sølv til Jeppe der også spillede sig frem til semifinalen i herredouble med makker Brian Jeppesen fra Kibæk.

Nu venter kun en enkelt gang træning inden sæsonen traditionen tro sluttes af med klubmesterskab d.11 april