Generalforsamling i Sønder Felding Brugsforening

Sønder Felding Brugsforening afholdt onsdag d. 29/4-2026 sin årlige generalforsamling på Klods Hans i Sønder Felding.
Omkring 60 mennesker havde valgt at bruge deres aften på at høre om deres forening og butik. På generalforsamlingen fremlagde formanden Lars Christian Svane bestyrelsens beretning for året 2025.

I beretningen blev bl.a. omtalt, at foreningen nu har afsluttet tilbagebetalingen til medlemmerne af de medlemslån, som blev oprettet i forbindelse med byggeriet af den nye butik i 2018. Beretningen roste også medlemmerne for deres store støtte til foreningens butik, Dagli´Brugsen i Sønder Felding. En støtte, der bl.a. kan aflæses i en markedsandel i dagligvarer på over 75 %. Beretningen finder du HER!

Regnskabet for 2025 udviste et mindre fald i omsætningen på 0,5 % og der blev omsat for 23,9 million. Det regnskabsmæssige overskud blev et plus på godt 15 tusinde. Interesserede medlemmer – kan mod forevisning af medlemskort – hente regnskabet i butikken.

3 af bestyrelsens medlemmer var på valg. De modtog alle genvalg. Derudover blev Edyta Maria Haber valgt som suppleant.
Bestyrelsen konstituerede sig på et efterfølgende bestyrelsesmøde som følger: formand, Lars Christian Svane, næstformand Niels Jørn Bonde og sekretær Elisabeth Flyvholm Pilgaard. Caspar Bennedsen, Esther Hansen og Lise Madsen er menige bestyrelsesmedlemmer.