Feldings Frivillige #5

Sdr. Felding har et ret flot kultur- og fritidsliv, når man tager byens størrelse i betragtning. Med blot 1400 indbyggere, er det godt gået, at der dagligt er tilbud af både idræts-, kirke- og kulturaktiviteter. Men hvem er det, der driver frivilligheden i Sønder Felding? I femte del af serien “Feldings Frivillige” skal vi møde en af Sdr. Felding Lystfiskerforenings frivillige bestyrelsesmedlemmer, nemlig Ole Iversen.
Et liv med frivillighed
Ole er 57 år, han er gift med Heidi med hvem han har 2 voksne børn, 1 barnebarn og endnu én på vej. Han er opvokset i Stakroge, hvor han stod i lære ved købmanden. I dag er han kørselschef hos Marius Pedersen A/S i Herning.
Da han mødte Heidi bosatte de sig i Sdr. Felding, og gennem årene har frivillighed været en stor del af hverdagen i familien. Ole har trænet børn i fodbold og badminton, siddet i Borgerforenings bestyrelse, i mange år var han frivillig brandmand og så har han siden 2019 også været medlem af Sdr. Feldings Efterskoles bestyrelse. Til spørgsmålet om han aldrig har siddet i f.eks. skolens bestyrelse var svaret ”Nej, dem tog Heidi”, for sideløbende med Oles aktiviteter har Heidi siddet skiftevis i børnehavens, skolens, hallens, handels-&håndværkerforeningens og SF GIFs badmintons bestyrelse. Foreningslivet har altid været en stor del af parrets liv i Sdr. Felding.
I dag hjælper både Heidi og Ole fra tid til anden i Dagmar Bio og så er Ole fast frivillig 2 steder: Sdr. Feldings Efterskoles bestyrelse, hvor han har været med siden 2009 og i Sdr. Felding Lystfiskerforenings bestyrelse, som han har været i de sidste omkring 15 år.
Sdr. Felding Lystfiskerforening
I Sdr. Felding er vi så heldige, at Skjern Å slynger sig gennem byen og lystfiskeri er derfor helt oplagt. Man kan være medlem, hvis man betaler kontingent og det er der i år 135 der har valgt at gøre. Der er medlemmer fra omegnsbyer, men også fra byer længere væk og sågar er det et enkelt medlem fra Tyskland. En lystfiskerforening fra Sjælland og lystfiskere fra Holland og Belgien har i år taget kontakt, så interessen for at fiske i vores lokalområde er stort, selvom foreningen råder over et forholdsvist begrænset areal at fiske på.
Efter Ole rykkede til Sdr. Felding fik han hurtigt øje på den frihed og ro det gav at tage fiskestangen med og gå en tur ned til åen:
”Det at være i naturen gør noget godt, og det adrenalinkick jeg fik da jeg fangede min første fisk gjorde, at jeg var solgt til lystfiskeriet!”
Han gætter på, at han har været medlem af foreningen i omkring 30 år og for måske 15 år siden dristede han sig afsted til en generalforsamling – og vupti, siden da har han siddet i bestyrelsen. Han har både været menig medlem, formand og er nu kasserer.
Som kasserer tegner Ole medlemskaber og er med til at få aftaler på plads med lodsejere i området. Hele bestyrelsen på 5 mand hjælper hinanden med at arrangere hyggedage ved åen, trimmer å-bredden hvor det er nødvendigt, vedligeholder borde/bænke-sæt osv. Det der pt. driver Ole i det frivillige arbejde er at få en ny generation med:

“ Vi har fået et par unge gutter, Simon West og Nick Søgård med i bestyrelsen. Det giver ny energi at få unge kræfter med.
Og så gør vores tidligere formand, Henrik Odderskjær, et stort stykke arbejde for at udbrede kendskabet til lystfiskeri blandt unge. Det har jeg stor respekt for! Det har givet os modet på at sætte gang i at få fat i flere unge lokalt: Vi har simpelthen valgt at forære årets konfirmander et medlemskab. I sidste uge inviterede vi de nye unge medlemmer til en aften ved åen, hvor vi sammen fiskede. Der dukkede 6 unge gutter op, som viser en stor interesse i lystfiskeri. Jeg synes dén aften ved åen var SÅ fed. Tænk, hvis vi kan give en ny generation lysten til at være i naturen.”
Den største oplevelse
Når man tænker på lystfiskere, tænker man, at deres største oplevelse med hobbien sandsynligvis er at trække fisk i land. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Ole fortæller, at hans største oplevelser i Sdr. Felding Lystfiskerforening er når man f.eks. er med til at lave udsætninger af yngel i åen. Det at se ynglen sætte afsted ud i åen og vide, at de trækker ud mod havet for derefter at vende retur igen til samme sted, er fantastisk at tænke på. ”Det er vildt hvad vores natur kan, hvis vi passer på den” udtrykker Ole.
Til spørgsmålet om, hvad Ole ville sige til andre, der overvejer at blive frivillige, er svaret tydeligt og klart:
“Har du evnen, så har du også forpligtelsen til at bidrage hvor du kan. Find ud af hvad der interesserer dig og hjælp til dér. Det tager tid at være frivillig, men det er skønt!”.
Herfra skal lyde et kæmpe: TAK til Ole for hans store engagement i frivilligheden i Sdr. Felding gennem årene. Lystfiskerforeningen kører på fuldt blus, og DU kan også være med. Tilmeldingen står Ole for. Du skal blot ringe til ham på 23385899, hvis du vil være med i Sdr. Felding Lystfiskerforening.
Billederne er fra sidste uge da Sdr. Felding Lystfiskerforening havde inviteret de nye, helt unge medlemmer til en hyggeaften ved åen.

