Tanker vedr. fremtidens lægehus i Sønder Felding

Lad os ikke”male fanden på vægen”, men lad os sammen finde løsninger og ideer som kan gøre det attraktivt for en læge at starte praksis op i Sønder Felding.
Man har de seneste uger kunnet læse i bl.a. Herning Folkeblad at fremtiden for lægehuset i Sønder Felding er usikker. Årsagen til dette er, at Region Midt skal genforhandle aftalen vedr. driften lægehuset i Sønder Felding. Den gældende aftale udløber 01.01.2028 og “jagten” på en ny læge til at drive lægehuset skal startes op i første kvartal 2027.
Region Midt har på mødet i forretningsudvalget den 21/10 drøftet situationen og mulige scenarier for fremtidig drift af lægehuset. Her kan I læse, hvad der stod skulle drøftes.
“Lægeklinikken i Sønder Felding er beliggende i Herning Kommune, og har ca. 1.700 tilmeldte og én lægekapacitet. Administrationen vurderer, at det kan blive vanskeligt at rekruttere til denne klinik. En udvidelse af annonceringsområdet kan øge muligheden for at finde en praktiserende læge, som vil overtage klinikken. Sundhedsrådet bedes give input til, hvorvidt placering af praksis skal afgrænses til Sønder Felding by, eller om eventuel løsning med klinik i nærliggende byer, fx Kibæk, kan accepteres.”
Det er Sundhedsrådets som skal komme med input til fremtiden for lægehuset.
I sundhedsrådet sidder bl.a. 2 Venstre kollegaer fra byrådet, Anne Marie Søe Nørgaard og borgmester Dorte West, som vil arbejde for, at der også vil være en læge i Sønder Felding 1.1.2028.
Lad os sammen i byen tænke over, hvordan vi kan gøre det virkelig attraktivt for en læge at starte lægepraksis op i Sønder Felding.
Jeg har aftalt med Sønder Felding Borgerforening, at vi sammen nedsætter en arbejdsgruppe for “Fremtidens lægehus” i Sønder Felding. Er du interesseret i at være med i arbejdsgruppen, så kontakt mig gerne. Sammen er vi stærkere.
Med venlig hilsen
Claus Udbye – Byrådsmedlem
claus.udbye@live.com
