Andreas Bo indtog Dagmar Bio som musiker

De fleste kender Andrea Bo som standup-komiker, men han kan også lave musik og synge, det er måske en overraskelse for nogen, men ikke for dem der var i Dagmar Bio i lørdags. Publikum oplevede en musikalsk og intim aften, hvor Andreas Bo kunne opleves fra en anderledes og dybere side.
I foråret 2017 udgav Andreas Bo cd’en Skillevej. En samling af pop, rock, folk-sange, med tekster som omhandler evigtgyldige emner, som håb, forandring og kærlighed. Sangene og teksterne er skrevet af Andreas Bo selv, og musikken er produceret af Nis Bøgvad.

Læs mere og se flere billeder


I øjeblikket tager Andreas Bo Trio sangene med ud på en akustisk turné. Den dygtige guitarist Dennis Flacheberg og den skønne sangerinde og keyboardspiller Anja Axelbo udgør – sammen med Andreas Bo på guitar og sang – det lille band, som formidler sangene fra Skillevej, samt nogle nøje udvalgte covers.
Andreas Bo krydrede aftenen med små fortællinger om tilblivelsen af sangene. Skillevej kan måske forklares med, at når man lukker en dør, åbner der sig en ny. Andreas Bo har gjort sig umage med teksterne.
Der var god energi på scenen, trioen var meget veloplagte, hvilket smittede af på publikum, som var med fra starten, der blev klappet, nynnet og folk morede sig i salen.
Der var ingen tvivl om, at trioen var glade for at være i Dagmar Bio. Andreas Bo var begejstret for det brede udvalg af kunstnere, der optræder her. Efter indtil flere ekstranumre, hvoraf der blandt andet var en hyldest til den danske sangskat med Poul Halberg sangen fra Flyvende farmor, skulle publikum afgøre om trioen havde fortjent at få æblekage, når aftenen var slut. Det blev et ja – og æblekagen var velfortjent.
Tak for en god aften til Andreas Bo Trio.

På koncertudvalgets vegne
Karen Marie Gaardsvig