Sørgeligt at vi fortsat skal se på ruin af en ejendom
Og det drejer af om Bennedsens ejendom på hjørnet af Torvegade og Skolegade, hvor de tidligere driftsbygninger står og forfalder og er et sørgeligt syn os borgere i byen og for gæster udefra.
En borger i Sdr. Felding, som her ønsker at være anonym, har henvendt sig til kommunen for at høre hvad kommunen kan eller vil gøre i forhold til asbestpladerne på ejendommen, og har fået nedenstående svar fra kommunens Teknik og Miljø afdeling ved …
Hanne Agerskov Byggesagsbehandler:
Tak for din henvendelse. Vi kan kun beklage, at der ikke er sket yderligere i sagen fra ejers side.
Som tidligere oplyst, så har vi som kommune ingen hjemmel til at påbyde bygningen nedrevet. Vi har besigtiget stedet og kan konstatere, at hele grunden er forsvarligt indhegnet og at de tilbageblevne asbestplader på taget ikke udgør større risiko for lokalområdet end andre tilsvarende tagflader.
Den umiddelbare vurdering er, at der ikke ligger større mængder af nedbrudte asbestplader på grunden. Skulle der ligge enkelte fragmenter ved vi fra lignende sager, at fibre binder sig til jorden når det regner og at disse fibre, bunder til jordpartikler, ikke er risikable men at der altid vil være et vist niveau af asbestfibre i luften pga. almindelig forvitring af tagene.
På baggrund af ovenstående har vi desværre ikke mulighed for at forfølge sagen yderligere.
