Stor og spændende visionsplan for Herning Syd

I går mandag aften, havde vi i Lokalrådet, besøg af Tina Petersen fra Skarrild Borgerforening og Martin Dupont fra Stakroge Borgerforening, der fortalte om den spændende visionsplan for Herning Syd.
Det er de 9 landsbyer i Herning Syd, der er gået sammen om at få udarbejdet en vision for Skjern Å og dens vandopland, kaldet Ålandet.
Den overordnede vision går ud på at gøre det muligt i videst muligt omfang at gå, cykle og sejle langs Skjern Å, fra udspring i Tinnet krat til udløb i Ringkøbing Fjord. Det ønskes at tilgængeliggøre og aktivere …

den næsten 100 km lange naturlige blå/grønne infrastruktur for den brede offentlighed, udefrakommende turister og de mange mennesker der bor i det vidt udstrakte landskab.
Visionsoplægget kan læses her: Ålandet
Efterfølgende har landsbynetværket, som består af de 9 landbyer, Skarrild, Arnborg, Stakroge, Kølkær, Kollund, Høgild, Karstoft, Fasterholt og Sandet, søgt og fået bevilget 250.000 Kr. fra Erhvervstyrelsen, til udarbejdelse af bogen “Landsbynetværk”, som vel nærmest kan betragtes som et idekatalog med med tekst og billedillustration af muligheder for udvikling af området.

Herning Kommune synes så godt om projektet, at de har bevilget 500.000 Kr. til projektet, hvor de 350.000 Kr. skal gå til videreudvikling af projektet og 150.000 Kr. skal gå til et konkret projekt.

Sdr. Felding er ikke med i projektet, da vi har betegnelsen Centerby. Men Landsbynetværket vil gerne inviterer os med som samarbejdspartner, især med henblik på flere stier langs åen, og at få lavet et stiforløb på den gamle Troldhede banestrækning, som løber igennem vores område. I Lokalrådet synes vi det er et meget spændende og gennemtænkt visionsoplæg, og vi vil gerne være samarbejdspartner i projektet.