Forside på Eventyrhæftet

Vi fundet eventyret i en kasse i Lokalarkivet, med dokumenter fra J.C. Moesgaard. Hans søn Magnus Moesgaard mener at J.C. Moesgaard har skrevet det engang i 1930-erne.
Jeg har rettet teksten lidt til, især med bogstavet å i stedet for aa, men ellers ladet det fremstå som det blev skrevet dengang, inden retskrivningsreformen i 1948.

Livets vand
Kongen af Mondonien var meget syg og lå svag og bleg i sin prægtige forgyldte Seng.
Med sine matte øjne så han træt og ængsteligt på de mange læger, som stod omkring Sengen, meget bekymrede og ….

lærde at se til. Ak! hvor gerne gav han ikke hele sit herlige Slot, og alle sine prægtige Heste og Vogne, alle Juveler og Skatte, Perler, Diamanter og Guldpenge — bare for at blive rask igen.

Men efter mange Undersøgelser og lange Rådslagninger var alle lægerne enige om, at der ikke var nogen Udsigt til at Kongen kunde komme sig. At det måtte blive Døden for den stakkels Konge, sagde de dog naturligvis ikke til ham; for det gjaldt jo om at holde -Modet og Håbet oppe hos ham.

Derfor foreslog de ham, den ene efter den anden, de mærkeligste Kure og Mediciner; men deri lignede de alle hinanden, at de var meget dyre. En kendte Formularen til en Tryllemedicin, som var næsten ufejlbarlig; men som det vilde koste 100.000 Guldstykker at få fremstillet, en anden vidste et Sted, hvor der kunde købes heksepulver; men det vilde koste 10.000 Perler og Diamanter, og en tredje kendte en Urt, som ingen anden kendte, den voksede i de store Skove, som tilhørte Kongen.

Denne Urt var virksom mod al Slags Sot og Sygdom; men der var den Mærkværdighed ved den, at den kun kunde plukkes af den, som; ejede Skoven, og da Kongen jo ikke selv kunde stå op og desuden ikke kendte Planten, var der kun en Udvej, nemlig at denne læge, som kendte Urtens Navn og Voksested, fik adgang til skødet Skoven og derpå gik ud og plukkede Urten.

Og alle lægerne så grublende ud i Luften; det var meget sørgeligt med den Sygdom.

Hos Kongen var desuden hans ti Sønners. prægtige, ranke, rødmossede unge mænd. De rådede selvfølgelig til at prøve et af de vidunderlige lægemidler. Men da var der en lille pige, så spinkel at hun næsten blev borte mellem de kraftige Kongesønner, som sagde: Ædle Herrer, jeg talte i Aftes med den samle Eremit Oldus, som bor i en Hule oppe i Bjergene her uden for Byen. Og da jeg fortalte ham om Kongens Sygdom, sagde han: For den Sygdom gives intet andet Raad end Livets vand, som er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt at få fat på.

I Aftes, fortsatte den gamle Eneboer, så jeg på Himlen en Ildkugle, som fløj mod Nord i rasende Fart, medens den skiftede Farve fra Rødt til gult, og dette Syn varsler Dødsfald i Kongefamilien inden Året er omme. Men hvis een af Kærlighed til Kongen vil udsætte sit Liv for Fare ved at hente Vand fra Livets Kilde, så vil det måske lykkes at redde Kongens Liv; men Rejsen er meget farlig og lykkes kun for meget få.

Lægerne så vredt på den lille Page, bildte han sig virkelig ind, at han forstod sig på, hvordan denne farlige Sygdom kunde helbredes. Og denne gamle Eremit, det var vist en Munk som var ved at gå i Barndom; men de turde dog ikke sige imod; for Folket ærede denne gamle mand, som var meget vis, og betragtede ham som hellig.

Kongen selv var ude af Stand til at tale; men alle Prinserne udbrød som med een Mund: Jeg vil hente Livets Vand! Det blev snart bestemt at den ældste af Kongesønnerne skulde prøve.

FøIg mig, Erik, sagde han til Pagen, vis mig Vejen til QIdus Hule.

Pagen gjorde, som Prinsen bød, og efter at de havde fået to af de bedste Heste og en god Madpakke med drog de af Sted mod Bjergene. Ved Aftenstid nåede de Vismandens Bolig, de stod af Hestene og gik indenfor. I den mørkeste Krog af Hulen lå den gamle Mand på sit Leje. Da de to unge Mænd kom ind, rejste han sig med Besvær og sagde: Jeg har ventet Eder Prins. I kommer for at hente Livets Vand til Eders Fader. I Nat så jeg et syn. Der kom en Mand i en lang sort Kappe, og idet han gik forbi mig nedad Bjerget, hørte jeg ham sige: Et År endnu, Konge af Mondonien, så er du min.

Men måske er du Kongesøn snild og modig nok til at hente Livets Vand. Den Rejse er ikke ufarlig eller let. Kun få af dem, som jeg har set drage af Sted for at finde Livets Kilde og bringe Vand derfra med tilbage til Mondonien, er vendt tilbage. De fleste for vild undervejs på den ene eller den anden Måde.

Ædle vise Mand, svarede Prinsen, hvis I kan hjælpe mig skal det blive lønnet rigt af min Fader Kongen.

Hjælpe Eder kan jeg for så vidt, som jeg kan vise Eder Vejens Begyndelse, som er her og nu og må betrædes uden Tøven, hvis Målet skal nås. Hvad der kan og vil møde Eder på Vejen må I tage Stilling til med Omtanke. Der vil møde Eder mange Prøvelser.

Belønning, ak, jeg er en gammel Mand, hvad skal jeg med Belønning, giv Eders Dreng hvad I havde tiltænkt mig. Men I må gå alene på den Vej, I nu skal følge, og Drengen må blive her til I vender tilbage.

Ser I Stien der, som fører gennem Bjergene til det stejle Fjeld Baro, denne Sti skal I følge i Morgen tidlig og blive ved med at gå til I når Fjeldet, og derefter må I selv handle og dømme; men hvis ikke inden tredive Dage er vendt tilbage, må jeg sende Erik til Slottet med det Sørgebud at I er gået vild og omkommet.

Det må være således, svarede Prinsen uden at blinke. Og han begav sig på vej straks næste Morgen, da han vågnede Han vandrede på Bjergsti en mod Vest og gik i et helt Døgn. Han så ned i svimlende Afgrunde og gik langs stejle klippesider, så stejle, at de somme Tider hældede langt ud over den smalle Sti.

Endelig den næste Morgen da han var meget træt kom han til den mægtige Klippe, Baro. Han stod pludselig foran en lodret Fjeldvæg, hvor der ikke var det mindste Fodfæste at få eller noget Fremspring at se. Han stod et Øjeblik rådvild. I det samme stod Solen op langt ude over Havet, og ret som dens Stråler ramte Klippen kom en Revne til Syne meget smal, men dog stor nok til at Prinsen netop kunde presse sin slanke krop derigennem. Da han var kommet igennem den snævre Åbning, stod han i en Hule på hvis modsatte Væg der var en Hylde med to Lys, det vil sige, i første Øjeblik så han kun det ene, som blændede ham, men da hans Øjne havde vænnet gig lidt til det, så han ved Siden af et lille Vokslys, en lille bitte Praas. Det store Lys kunde han ikke blive klar over, hvad var. Han havde aldrig i sit Liv set noget så hvidt og strålende, syntes han. På Væggen stod skrevet et eneste Ord: Vælg! Prinsen betænkte sig ikke et Sekund, men strakte Hånden ud efter det store skinnende Lys og greb det. I det samme lød der et Brag, og Hulen syntes at lukke sig, og der blev bælgmørkt omkring Prinsen. Det gav et gæt i ham og han begreb ikke hvor Lyset blev af. Han stod med noget koldt, hårdt og glat i Hånden — men Lys, nej ikke Spor, alt var mørkt. Han kastede Genstanden fra sig og hørte den falde dybt nede med en splintrende Lyd.

Han blev grebet af Skræk i dette Mørke med Afgrunde rundt om. Hvordan kommer jeg ud! Hvordan kommer jeg ud! råbte han afsindig og løb Panden imod den hårde Klippe, slog sig bevidstløs og blev liggende. Og Kulden i det mørke Fjeld gjorde ham snart stiv og livløs.

På Kongeslottet ventede man med Bekymring og længsel efter …

Læs mere på fredag.