På Kongeslottet ventede man med Bekymring og længsel efter den ældste Prins’ tilbagevenden. Men da de tredive Dage var gået kom Pagen med Bud fra Oldus, at det nu ikke længere kunne ventes, at Prinsen var i Live.
Der blev Sorg på Slottet, og stadig lå Kongen i sin Seng syg og elendig.
Så sagde den næstældste Prins: Nu er det min Tur at forsøge. Kongen rystede afværgende på Hovedet, men Prinsen blev ved sit og drog af Sted.
Atter gik tredive Dage uden at Prinsen vendte tilbage …..

og igen måtte Kongeflaget på halv Stang.

En efter En drog Kongesønnerne af Sted. De Vilde have fulgtes ad, men Oldus, den gamle vise Mand sagde: Nej, den Vej må vandres alene. Og derved blev det, Men ingen af de ni vendte tilbage

Nu var der kun den yngste, som hed Idon, tilbage. Kongen satte sig med Fortvivlelsens Kraft op i Sengen, da Idon vilde drage bort og bad med svag Røst: Bliv hos mig, du er den eneste, jeg nu har tilbage af mine prægtige Sønner. Men Idon sagde: Nej, Far! også jeg må forsøge at finde Livets Vand, jeg vil hellere dø end gå her og vide, at jeg ikke har forsøgt at bringe dig Hjælp. Og med Guds Hjælp kan det vel lykkes for mig.

Farvel, Far! jeg kommer tilbage med Livets Vand, og forhåbentlig med alle mine Brødre, for jeg kan ikke tro, at de er døde.

Så drog Idon og Erik op mod Bjerghulen. Erik kunde knap nok holde Gråden tilbage, for af alle Prinserne holdt han mest af Idon.

Ved gamle Oldus’ Hule bød de hinanden Farvel, og den gamle så på Idon med sit mærkelige Seerblik og sagde: Kan I ikke hente Livets Vand Prins Idon, så kan ingen Mand gøre det! Tak for de Ord! ædle Oldus, sagde Idon, jeg skal nok gøre mit Bedste.

Den næste Morgen begyndte han Vandringen. Han gøs lidt ved at se ned i Afgrun- dene, ikke fordi han var bange; men han tænkte: Mon nogen af mine Brødre ligger nede på Bunden af disse Kløfter.

Næste Morgen stod han på Klippen Baro. Og det gik som da hans ældste Broder stod der. Pludselig, da Solen stod op kom Klipperevnen til Syne, og Idon gik ind i Hulen.

Ligesom den ældste Kongesøn blev også Idon i Begyndelsen blændet af det skarpe Lys og fik først lidt senere Øje, nu gælder det om at vælge ret. Han tænkte og han grublede.

Det store blændende Lys måtte jo kunne lyse meget langt bort, men hvad var det for et Lys, han havde aldrig set noget lignende, og det gjorde, at han overvejede meget nøje, ja, hvad skulle man i Grunden med det, for selv om det lille Vokslys kun kunde lyse et Skridt frem ad Gangen, så var det jo nok i disse snævre underjordiske Krinkelkroge, man kunde jo kun flytte en Fod ad Gangen.

Han rakte Hånden ud og tog Voks lyset. I det samme ophørte det stærke Lys at skinne, ikke fordi Klippen lukkede sig, men fordi Solen medens han tænkte over Valget, var steget så højt på Himlen, at dens Stråler ikke længere ramte Spejlet, som stod ved Siden af Voks lyset. For det stærke Lys var nemlig kun et Spejl På en Lysestage, det så han nu, da Solen ikke længere brød sit blændende Lys deri .

det samme fik han Øje på sin ældste Broders Lig, som Iå ved Hulens Væg.

Aa, stakkels Broder, sagde han, du greb forkert og tænkte ikke på, at Solen ikke kan skinne i Spejlet og lyse her i denne mørke underjordiske Gang. Og selv om den kunde, vilde den jo blot blænde og ikke lyse fremad i den Retning man her må vandre.

Idon gik nu forsigtigt fremad i den mørke underjordiske Gang med det tændte Vokslys i Hånden, og ved dets Skær undgik. han at snuble og falde i nogen af de mange mørke

Afgrunde. Efter et Døgns Forløb stod han i en ny Klippehule. I denne Hule, som var ret stor, stod en Seng, dejlig blød at se til og et lille opsadlet Mulæsel. Vælg stod der på Væggen. Vælg! tænkte Idon og skævede hen til Sengen og derefter til det umagelige Sæde på Mulæslets Ryg.

Jeg er dygtig søvnig og træt, sagde. Idon til sig selv, og trænger hårdt til Hvile; men tør jeg lægge mig til at sove? Hvem skal vække mig? Tør jeg tøve med Rejsen? Nej, jeg må af Sted.

Han greb Mulæslets Tømme og satte sig op. Jeg er slet ikke så træt endnu. Og afsted gik det; men lige idet han red ud af Hulen, så han at Dynerne og Puderne Sengen var af Sne og helt rimfrosne, og Sengeomhænget var lange Istapper, og inde bag Is tappeforhænget så han et blåfrossent Legeme, det var hans næstældste Broder. Aa stakkels Broder du lod dig overvælde af Trætheden og valgte Hvilen i den kolde Sne, som blev din Død.

nu løb Mulæslet gennem vilde snedækkede Bjerge og over høje Bjergpas, meget koldt var det, men da Idon havde spist sin sidste medbragte Mad og derved var kvikket op, fandt han sig helt godt til Rette. Han syntes, han hvilede helt godt på Dyrets Ryg, og da det lakkede mod aften, km han til en Hytte på en frodig Bjergskråning.

Da Mulæslet ikke syntes at ville længere, stod han af og tøjrede det på det friske grønne Græs, og gik selv ind i Hytten. I Hytten boede en gammel rynket Kone. En rigtig Heks, tænkte Idon, idet han bød “God Aften”. God Aften, svarede den gamle Kone med sin milde Stemme. Værsgod! Sid ned unge Herre. I kommer nok langvejs fra spurgte hun i det samme. Ja, svarede den unge Prins, Kender I Vejen til Livets Vand? Han var snart blevet klar over, at den gamle ikke var nogen ond Heks. Det kunde man se på hendes Øjne som lyste så milde og klare i det rynkede Ansigt.

Ja, svarede den gamle Kone, jeg kender endnu ikke hele Vejen, men i Morgen kan jeg vise Eder Vejens Retning. Ikke før i Morgen sagde Prinsen? Nej, ikke før i Morgen, svarede den gamle igen. Så var han da nødt til at vente og overnatte i Bjerghytten. Her var ikke noget Valg. Han lagde sig på et Halmknippe og sov lige til den lyse Morgen

Da han vågnede, kom den gamle Kone med en god kop varm The til ham. Han takkede og drak begærligt, for han var blevet meget tørstig. Dette med Tørsten mindede ham om Livets Vand og Hensigten med hans Rejse. Tak Morlil! sagde han, vil I nu vise mig Vejen?

Gå igennem denne Dør, svarede hun og pegede på en Dør i Hyttens modsatte Væg. Og det gjorde han, og stod på en firkantet Klippeblok, og brat var der til de tre Sider, og da han vendte sig, var der ikke længere. nogen Dør, men kun en Mur bag ham.

Derpå så han igen ud over Dalen, som lå smilende og skøn med grønne Skove og Marker og blinkende Elve. Langt ude i Synskredsen sås en Række hvide Bjergtoppe, skinnende i Morgensolens Stråler. Idon hørte en fjern Klokkeklang, syntes han, den kom fra Højderne. Han følte en underlig Længsel i sit Hjerte, da han hørte Klokkeklangen; men så kom han igen til at se ned i den dejlige Dal, hvor Vandet fossede og fiskene sprang, mens Træerne bugnede med herlig Frugt.

Var der mon ikke een eller anden Nedgang til Dalen. Nej, alle Sider syntes stejle og ufarbare; men et Stykke nede var der dog ligesom en Trappe i Klippen som førte ned i Dalen. Hvis man bare havde et Klatretov. I det samme hørte han igen Klokkeklangen, og blev øjeblikkelig klar over at Vejen til Livets Vand ikke gik gennem denne Dal

Vælg! lød en Stemme og han så nu, at det ønskede Tov lå ved Klippekanten sammen med en lille Bunke grå Fjer, en lærkes Fjederham. Han greb Fjederhammen og kastede den over

Læs næste afsnit på søndag.