Skuldrene og fløj derefter som en kvidrende Lærke højt imod Himmelen og i Retning af de hvide Bjergtoppe. I det samme så han nede i Dalen Sin tredje ældste Broder fanget i den lukkede Dal. Han gik og rakte Hænderne op mod den lille lærke, som så let og ubetynget svang sig ovenover ham. Ak! Broder, hvorfor greb du ikke Åndens Lærkevinger, som kunde have båret dig over denne skønne, men trange Dal, sukkede den lille lærke.
Men Idon sang snart igen sine jublende lærketriller, for nu kom han nærmere og ….

nærmere til den kaldende Klokke og de snehvide Bjergtinder. Ved Aften nåede han over Bjergene og dalede ned på en Slette, hvor han kastede Fjederhammen.
Han gik derefter raskt fremad hele Natten og stod om Morgen ved Randen af en bred Afgrund.
Lidt til højre for ham var der en prægtig Bro, der strålede i alle Regnbuens Farver. Han begyndte allerede at gå frem mod Broen, men da kom han i det samme til at se til venstre, og der så han endnu en Bro, eller det kunde vel knap kaldes en Bro, men en smal Overgang en enkelt Stålskinne. Vælg! lød Stemmen.

Idon syntes jo da, at det vilde være det sikreste at gå på den brede Bro, som så s solid og strålende ud, for Kløften var bred, og på den smalle stålskinne kunde man jo let blive svimmel og falde i Dybet; men da syntes han at høre Klokkeklangen til venstre, og så gik han med faste Skridt mod den smalle Bjælke, som dette Øjeblik syntes ham så smal som en lægte. Men for hvert Skridt, han tog på Broen, blev den bredere og sikrere, syntes han. Da han kom over på den anden Side, så han hen, hvor den store og strålende Bro havde været, og han gøs af Rædsel, for nu kunde han se, at der ingen bro var, kun Tåge og Damp steg op fra Afgrunden. Det var Blændværk alt sammen. Tænk om han var gået ud på denne Bro, så var han trådt lige ud i de tomme Rum og var styrtet i Afgrunden. Han så noget mørkt langt nede, og han vidste, at det var hans Broder, selv om han ikke kunde se tydeligt. Det var den kaldende Klokke, som reddede mig, tænkte Idon, det gælder altså om at vær tro imod Kaldet. Troen synes så spinkelt et Grundlag, ja, og Livets Prøvelser.

Den femte dag gik Prins Idon over en Bjergslette; det var ikke behageligt, men knudret og ujævnt; men han nåede dog over Sletten til Aften og gik ind i en Hule i en Bakkeside, hvorfra der strømmede Lys ud. Et mærkeligt grønligt Lys.

Idon kunde ikke rigtigt se, hvorfra det kom, men det syntes ham at komme fra et stort grønt Træ, som stod i Grotten, idet det var kraftigst rundt om Træet og blev svagere, jo længere man fjernede sig fra dette Træ.

Vælg! sagde Stemmen.

Det stod ikke Idon rigtig klart, hvad der var at vælge imellem. Der var jo kun Træet, ja, og så Lyset; men de to ting syntes jo at høre sammen. Lyset kunde man jo ikke sådan tage med uden videre, og Træet var så stort, at også dette måtte være umuligt

Omsider efter nogen Overvejelse brød Idon en Kvist af Træet og vandrede videre i den mørke Nat, men Kvisten voksede og lyste, og han følte sig så forunderlig let og lykkelig i Sindet, og Grenen blev ikke tungere trods det, at den voksede og lyste stærkere, tværtimod syntes det, som om den løftede og bar Idon, hvilket var såre nødvendigt, da jordbunden blev mere og mere sumpet. Og Idon forstod, at uden Håbets grønne Gren vilde han uhjælpelig være gået til bunds i Sumpen. Mens han gik, fik han Øje på en mørk Skikkelse se, som sad i Dynd til Armhulerne og vred sine Hænder.

Han genkendte en af sine Brødre, men kunde ikke komme i Nærheden af ham eller tale med ham; det var ligesom der var en usynlig Mur imellem dem. Broder! Broder! udbrød Idon, hvorfor brød du ikke en Gren af Håbets Træ; uden Håbet ender du jo i Fortvivlelse.

Næste Dag blev Vejen stejlere og til sidst måtte han klatre næsten lodret opad, medens Solen brændte ubarmhjertigt. Endeligt ved Middagstid nåede han det højeste punkt og stod på en høj spids Klippe. Foran ham på en Stenblok stod to Glas. Det ene var luende rødt, sleben ud af en eneste stor Rubin. Det var så dejligt at det næsten ikke var til at få Øjnene fra det et Øjeblik. Det andet Glas var også meget smukt, men faldt ikke så meget i Øjnene; det var af tyndt ganske klart Krystal. Vælg nu Kærlighedens Bæger lød Stemmen med meget mild Klang.

Idon stod ganske stille, det var et meget svært Valg. Han så ud over Klipperanden, men alt var Tåge. Det klare Krystalglas så dejligt og så uendeligt fint og rent ud, og det røde Rubinglas funklede og glødede. Idon så tankefuldt fra det ene til det andet. Krystal tænkte han, det rene, det klare, det klingende Krystal. Men Kærlighed! den glødede varme, den altbesejrende Kærlighed. Det måtte være Rubinen. Og Idon strakte sin Hånd ud efter Rubinglasset; men da han rørte sig, faldt der et Blad af håbets Gren, og idet det hvirvlede mod Jorden, strøg det mod Kanten af Krystalglasset, som gav en vidunderlig skøn og ren Tone fra sig, en Tone, som dirrende hang i Luften, en mærkelig Blanding af længsel, Suk og Jubel, Smerte og Fryd. Det var den samme Klang, som Idon hørte første Gang ved den gamle Kones Hytte, da han stod på Klippeafsatsen. Og Længslen for igennem hans Hjerte, og han drog Hånden bort fra det røde strålende Rubinglas og greb det spinkle fine Krystalglas idet han tænkte: Så det var Kærligheden der drog mig, Klokkeklangen, det var Kærligheden.

Og han gemte Krystalglasset ved sit Bryst, og følte sig så glad og stærk, det var, som han så alting på en ny Måde, meget som før forekom ham ringe og ubetydeligt, blev nu meget større og betydeligere i hans Øjne. Og hans Kærlighed og Vilje blev mange Gange stærkere end før

Nu lettede Tågen, og han gik hen på en smal Klipperand. Han så ned i Dybet. Langt nede var der prægtige Huse hvorfra der klang en vild berusende Musik, Træer som bugnede med Frugt, men hvis man lyttede, når Vinden bevægede Grenene, hørte man en raslende Lyd; Frugterne var kun malet Blik og farvet Glas, på dansede og legede dejlige Kvinder, men når de vendte Ryggen til, så man, at de var hule. Falskt var det alt sammen. Aa, hvis jeg havde taget Rubinglasset, da vilde jeg være gået fortabt i denne hæmningsløse og falske Lidenskab. Medens ‘ Krystalglasset er den rene Kærlighed, som løfter opad mod det ædle og ægte, sagde Idon til sig selv. Lidt efter så han en af sine Brødre gå og ruske i de malede Frugter. Han var ved at dø af Sult, kunde man se på hans udtærede Ansigt, og kunde ikke få sin Hunger stillet. Idon sukkede, men kunde ikke hjælpe ham, og gik videre i to Døgn. På den tredie Dags Morgen kom han ad en skrånende Sti ned i en tilsyneladende uendelig lang Dal. Der løb en smal Sti gennem den frodige med tæt Skov bevoksede Dal. Da han nåede Skovkanten, så han, at der foran ham Iå en Bue med en Pil ved den ene Side og en tyk Stav ved den anden. Vælg! lød Stemmen atter.

Idon så påa Buen og han så på Staven. Efter en Stunds Betænkning bøjede han sig ned og tog Staven i sin Hånd, ide han tænkte: Når jeg får Valget mellem Staven og Buen, så er det klogest at tage Staven. Der må jo være vilde Dyr i denne Skov, som jeg skal igennem, og når jeg har afskudt Pilen mod det første Vilddyr, så er Buen værdiløs og jeg forsvarsløs mod det næste. Men Staven kan jeg støtte mig til når jeg trættes, og slå fra mig med, når jeg bliver overfaldet. Og han gik ind i Skoven.

Han havde ikke gået forfærdeligt langt , før han hørte en Raslen ved sit Hoved, og en mægtig Slangekrop slyngede sig ned fra den Gren, hvor den havde Støtte, men idet den vilde gribe Idon, slog han af al sin Magt med Staven mod slangens Hoved, og den faldt slap og livløs til Jorden. Idon sprang over den døde Slange og gik videre; en sort Panter, som vilde kaste sig over ham, lykkedes det også for ham at slå ihjel, og han var glad for, at han havde valgt Staven. Stavens Tyngde og Kraft bliver ved at være den samme, hvor ofte jeg end bruger den, tænkte Idon, hvorimod…  Fortsætter på tirsdag.