Stavens Tyngde og Kraft bliver ved at være den samme, hvor ofte jeg end bruger den, tænkte Idon, hvorimod Buen er værdiløs, når den eneste Pil er udskudt, og den kan man ikke støtte sig til. Idon fandt en Bue magen til den, som Iå ved Skovkant en, og et lille Stykke derfra Iå en Hue og nogle Ben.
Det er min Broders Hue tænkte Idon, han kunde ikke værge sin Fred med den ene Pil, men blev ædt af Vilddyrene.
To Dage efter kom Idon til et stort Oprørt Hav. Det blæste godt ….

men Medvind var det, og der Iå et skib parat ved Bredden. Med den Vind er jeg snart ovre, tænkte Idon; men så lød Stemmen: Vælg! og da fik Idon Øje på en lille Robåd, som lå på Stranden. Der var lige Plads til ham, og han skubbede den ud i Bølgerne gik om Bord i den og begyndte at ro, for han følte, at det var det rigtige.

Og Idon roede og roede og syntes han kom lige langt, for Bølgerne tumlede hid og did med den lille Båd, men at det gik fremad kunde han dog se, for Kysten fjernede sig mere og mere. Da han havde roet et Døgn, kom han nærmere og nærmere til den modsatte Kyst. Det vil sige, Land så han ikke, men en lang hvid Skumstribe, det var Brændingen vidste han, og han begyndte at ængstes for, hvordan han skulde klare Landingen, da han jo nødvendigvis måtte igennem de skummende Bølger.

Nu så. han den stolte Sejler, som havde ligget ved Kysten, da han begyndte at ro, komme strygende forbi for fyldte Sejl ind gennem den skumhvide Brænding. Et Øjeblik syntes den at stå stille, derefter vaklede Masterne og hele Skibet begravedes i Bølgerne. Imidlertid kom Idon frem til den brølende Brænding, og idet han brugte Årerne med Anspændelse af alle sine kræfter og han kom uskadt i Land. I Vandet ved Strandkanten Iå en druknet Mand, og Idon så, at det var den tredje yngste af hans Brødre.

Han kom let nok over Havet, men ved Landingen gik det galt, da Skibet for fulde Sejl brusede mod Revlerne og knustes. Frugten, han høstede ved a t tage Livets Sejlads på den letteste Måde, var Døden, men vil man høste Livets Frugt, da må man kæmpe sin Kamp og sætte al sin Styrke ind på at nå Målet og ikke bare lade sig drive for Vind og Vove. Idon gik videre og kom igennem en stor Sandørken, hvor han måtte gå i to Dage, før han endelig kom til en Klippe.

Det var blevet mod Aften, og han var segnefærdig af Udmattelse og Tørst; men han øjnede ikke Vand nogen Steder, dog syntes han at høre en Kildes Rislen. Da, mens han vaklede langs med Klipperanden, skete der pludselig noget; han så ind gennem en Port, en Åbning i Klippen lige ind i den skønnest Have, han nogensinde havde set med grønne skyggefulde Træer og dejlige farveprægtige Blomster og rislende Bække.

Det måtte være Paradis, tænkte Idon; der er det, jeg skal hente Livets Vand; og han vilde skynde sig ind gennem Porten; men så hørte han den spinkle Lyd af den rislende Kilde og så i det samme et spinkelt Væld, som banede sig Vej ud af en Sprække i Klippen; det klareste reneste Vand, han nogensinde havde set, syntes han.

Vælg! lød Stemmen. Da bøjede Idon sig ned og drak af det klare Kildevand, thi han huskede, at en Engel med et flammende Sværd holdt Vagt ved Paradisporten. Da han havde stillet sin tørst, lød Stemmen: Du har drukket af Livets Vand og skal aldrig mere tørste, og engang, når din Tid kommer, skal du få Lov at gå ind gennem Porten, når Alverden forgår, og Dommedag er kommen. Nu skal du vandre tilbage den samme Vej, du kom, når du har fyldt dit Krystal bæger med Livets Vand. Og gør på din Vej, hvad dit Hjerte byder dig.

Idon fyldte Bægeret, som klang under den spinkle Vandstråle med en bævende jublende Tone, mens Solstrålerne fik Vanddråberne til at funkle som Ædelstene .

På sin gang gennem Ørkenen kom han tæt forbi Paradisporten, og da Så han den næstyngste Kongesøn ligge i Sandet død, ramt af Flammesværdet. Han var min Broder, tænkte Idon, jeg må hjælpe ham, og han hældte en Dråbe af Livets Vand mellem hans læber, og straks vågnede han op af Dødens Søvn og slog Følge med Idon. Da de kom til Havet, gik Idon hen og hældte en Dråbe i Ansigtet på den druknede Broder på Båden, men Båden kunde kun bære een Idon tænkte sig om.

Kunde han bruge af Livets Vand til at skaffe dem over Havet Vilde det ikke blive opbrugt, inden han nåede hjem til sin Fader? Men han måtte have sine Brødre med, og han lod to Dråber falde i Havet, og straks var der en Båd til hver af Brødrene; og de kom velbeholdne over Havet.

Derefter gik Brødrene ind i den Skov bevoksede Dal, og Idon hældte nogle Dråber Vand over de tørre Ben, som lå der, og straks skete det Under, at hans Broder stod lyslevende foran dem. Brødrene fortsatte glade Rejsen hjemad. Da de kor forbi den forheksede Lastens Dal, hvor hans Broder nu lå ganske bevidstløs og udtæret, lod Idon en Dråbe Vand falde på hans Pande, og han kom til sig selv og begyndte at klatre op ad Skråningen, medens Brødrene rakte Hænderne ud og hjalp ham, så han kunde klatre over den sidste stejle Kant op på Stien til dem.

Da Brødrene nu kom til Fortvivlelsens Sump, vilde de jo gerne hjælpe den Broder, som sad fast i Dyndet, og det lykkedes da også med en Dråbe af Livets Vand at bryde den usynlige Mur og få Broderen trukket op af Dyndet. Da den stadigt voksende Brødreflok kom til den afgrundsdybe Kløft, hvor en af Brødrene sikkert lå, måtte Idon prøve på at ramme ham med en Dråbe, og Broderen blev virkelig levende og klatrede op over Afgrundens Kant:

Så drog de alle lykkelige videre, de rakte Tovet ned til den Broder, som gik i den lukkede Dal, hvor de sølvglinsende Fisk sprang i bækkene, og Træerne bugnede af Frugt, de materielle Goder, som fuldstændigt havde bemægtiget sig deres Broders Sind, og udelukket Åndens Flugt mod det høje. Det var vanskeligt for dem at få ham til at gribe efter Tovet, for han havde nu levet….

Sidste afsnit kommer på torsdag.