Det var vanskeligt for dem at få ham til at gribe efter Tovet, for han havde nu levet så længe i den skønne Dal, at hans Higen mod højere Mål var glemt, men da slog en Lærke sine Triller i den blå Luft, og i det Øjeblik, han så op, fik han Øje på sine Brødre og greb efter Tovet;
Men Ak! det var for kort, og kun ved at ofre en Dråbe af det dyrebare Vand blev det forlænget, så han kunne reddes.
Den Broder, som lå blåfrossen i Is-sengen med de …..

rim broderede Snepuder levede op, da en Dråbe af Livets Vand ramte hans Pande. Idon så betænkeligt på Krystal glasset, hvor Vandet efterhånden svandt, og- nu måtte der yderligere ofres nogle Dråber, så de hver kunde få et Lys, så de kunde finde Vej gennem det mørke Bjerg.

I Hulen fandt de deres ældste Broders Lig, som blev vakt til Live med en Dråbe af Livets Vand, og derefter gik Rejsen ned gennem Bjergene mod deres Faders Land og Slot, hvor han endnu lå og kæmpede mod Døden.

Som de nu gik der på den smalle Sti, kom den ældste Broder til at tænke på, at det var i Grunden flovt, at de sådan skulle komme hjem med deres yngste Broder i Spidsen og alle være ham deres Liv skyldige; det nagede ham, at Idon skulde være den, som reddede deres Fader, og han hviskede til de øvrige Brødre, om de ikke skulde bemægtige sig Bægeret med de få Dråber af Livets Vand, som endnu var tilbage. Denne tanke åd sig ind i deres Sind og til sidst greb de alle på een Gang efter Bægeret, men derved tabte de Balance på den smalle Klipperand, og alle Brødrene styrtede ned og slog sig ihjel på de skarpe Klipper. Idon faldt også, men holdt fast på Krystalglasset med de dyrebare dråber af Livets Vand, og idet han mistede Bevidstheden løb disse sidste Dråber ned over hans Ansigt, og straks var han frisk og sund på ny. Derefter lykkedes det ham at klatre op til Stien igen, og han prøvede at finde Vej, men det var ikke let, da det nu var blevet mørkt.

Da så han i det samme et Lys langt borte og begyndte forsigtigt at gå efter det; efterhånden blev Terrænet jævnere, og snart stod han ved Oldus’ Hytte og bankede på. OLdus lukkede op, og Erik brød ud i et glad Råb. Velkommen tilbage! sagde Oldus. Tak, svarede Idon, men jeg kommer tomhændet. Det synes så, svarede Vismanden, men jeg læser i dit Øje, at du har bestået Prøven og drukket af Livets Kilde. Du har fundet Troen, Håbet og Kærligheden. Du har lært at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige, mellem det ægte og det uægte. Du har lært, at man må have Omtanke og ikke gribe efter en skinnende Boble, som snart vil briste. Du har lært, at man må sætte al sin Kraft ind, om man vil nå sit Mål. Du er nu vel rustet til at blive Konge. Du vil blive dit Folks Hersker og Tjener på samme Tid og i een Person. Og så vil Landet gå en lykkelig Tid i Møde. Folket vil elske og ære dig. Du vil blive et Symbol, et Samlingsmærke, som vil virke Enighed og Lykke.

Ja, men Far, afbrød Prinsen? Din Far en død! han er på den store Rejse mod Paradiset og Livets Vand, hvor du engang skal mødes med ham, når din Gerning er endt.

Idon bøjede Hovedet i Sorg; men snart efter ind så han, at hans Pligt nu var at gå i Faderens Sted og virke for sit Folks lykke; og sammen med Erik, Den fattige page, som nu og altid blev ved med at være hans bedste Ven og Fortrolige, gik han ned mod sin By, hvor Folket tog vel imod ham og med Jubel udråbte ham til Konge, og han regerede sit Land med Kærlighed og Retsind i mange År.

J. Ch. Moesgaard.

Dette var så sidste del af et eventyr der er skrevet, nok engang i 1930-erne af J. Ch. Moesgaard, og som har ligget i Lokalhistorisk Arkiv i mange år.