Kursus for børn/unge spillemænd og dansere i weekenden
Indlæg fra bestyrelses repræsentant Mette Jensen
Igen i år har der være danse- og spillemandskursus i Sdr. Felding, afholdt af Sdr. Felding og Omegns Folkedanserforening og B&U region Midtjylland. Og her deltog 49 børn og 31 voksne.
Folkedans og musik fylder skolen i Sdr. Felding – en dag med latter, fællesskab og lidt for meget chokolade!
Ud på de sene nattetimer sidder de glade nattevagter igen ved tasterne på årets danse og spillemandskursus i Sdr. Felding for børn og unge. Tændstikkerne er sat i øjnene og kaffen er skænket mens de kigger ….
tilbage på en begivenhedsrig dag.
Kursets begivenheder
Traditionen tro startede dagen med en sang da alle spillemændene var ankommet. Børnene kiggede sig forsigtigt omkring mens de sang og smilede til de velkendte ansigter fra de foregående år. Herefter var det tid til at børnene skulle prøve kræfter med melodier, noder og rytmer. Klasselokalet emmede af koncentration og gåpåmod. Det var tydeligt, at de glædede sig til aftenens koncert, hvor de skulle spille op til dans.
Ved middagstid rykkede danserne ind med deres soveposer, dansesko, luftmadrasser og tasker på ryggen – de var klar til en dag fyldt med udfordrende danse og nye trin. Efter velkomst og frokost gik dansen lystigt på de to dansehold. Enhver blev udfordret på sit niveau – lige fra Marie på 3 år som kun har danset i et par måneder til de ældste på 25 år, som har danset hele deres liv. ”Åh, boogie-woogie-woogie”
Men selvom kurset handler om at lære at spille til folkedans og danse folkedans, så handler det lige så meget om fællesskabet. Midt på dagen blev koncentrationen afbrudt og hjernen slået fra. Nu stod det på konkurrence. Børnene var delt ind i fem hold, hvor der blandt andet blev konkurreret i flytning af M&M’s med sugerør og hurtig spisning af chokolade med kniv og gaffel. Der er ikke noget at sige til, at nogle af børnene fik lidt ondt i maven
Koncert og fremvisning
Aftensmaden stod på pitabrød med diverse tilbehør og herefter var børn og unge klar til at vise, hvad de havde lært i løbet af dagen. Flere forældre kom for at se på, og det var tydeligt at børn og unge var stolte over, at kunne vise, hvad de havde øvet sig på. Herefter gik musikken og polkaen lystigt, da de to damer, Bente og Ulla, bød op til dans.
Limborock og klaverhygge
Dagen er bare fløjet af sted. ”Come on let’s do the limbo rock” spiller ud af højtaleren her i de sene nattetimer. En række af børn har stillet sig i kø og nu er spørgsmålet hvem der er bedst? Glade stemmer, tilråb og hep lyder fra tilskuerne mens en af kursets høje unge fyre giver tøserne kamp til stregen. Et klaver som står midt i rummet danner samlingspunkt for børn og unge. Der bliver sunget og spillet alt lige fra folkedansemelodier til Queen og klassisk Für Elise.
Børnenes version af dagens udbytte
Nu da vi sidder her og skriver bliver vi nysgerrige på, hvad børnene har fået ud af dagen. Børnene er meget ivrige for at fortælle om deres oplevelser. De er alle meget enige om, at det bedste ved dette kursus er, at man møder nye og gamle venner. De fortæller, at her er et helt unikt fællesskab, hvor man ikke behøver, at sætte en facade op. Her har aldersforskel og baggrund ingenting at sige.
Alle er med på deres helt egne måde Program kan ses her





