Å-festival i Sdr. Felding i pinsen er blevet aflyst

Pressemeddelelse fra Å-festival team
Det er med stor sorg og beklagelse, at vi her må offentliggøre, at Å-festival 2020 er aflyst grundet situationen med corona-smitten i Danmark. Vi håbede inderligt, at det ikke skulle komme hertil, men vi ser det som det eneste ansvarlige valg, vi som arrangører kan træffe. Vi ser nu i stedet frem mod at se jer alle til Å-festival 2021 – den. 21. – 25. maj 2021.
Vi har i de forgangne uger fulgt situationen omkring corona, samt …..

regeringens udmeldinger, tæt og må nu erkende, at vi ikke ser det muligt at gennemføre Å-festival 2020.
Der ligger mange økonomiske og praktiske overvejelser bag denne beslutning – men mest af alt tager vi også denne beslutning ud fra et etisk og medborgerligt synspunkt. Vi samler omkring 4000 mennesker til Å-festival, og den risiko for spredning af smitte der vil være mellem så mange mennesker, er ikke en risiko vi vil udsætte jer fantastiske deltagere for.
Casting Crowns og KB på Å-festival 2021
Mange af jer har – ligesom os – glædet jer helt vildt til at opleve Casting Crowns og KB på dette års Å-festival. Vi er derfor også mega glade for, allerede nu, at kunne bekræfte Casting Crowns og KB på plakaten til Å-festival 2021. Vi ved, at ventetiden er ulidelig lang – men håber I er maks klar på at feste med os til næste år!
Til jer der allerede har booket en plads
Har du allerede booket en plads til Å-festival 2020, vil du selvfølgelig få dine penge refunderet. I modtager alle en mail med nærmere information om, hvordan det kommer til at ske. Vi håber, I er klar til at booke pladsen igen, når vi åbner op for bookingen til Å-festival 2021 den 6. marts 2021.
Giv os en hjælpende hånd
Først og fremmest tak til alle jer, der allerede nu beder for Å-festival. Det er den største hjælp, vi kan få!
Derudover skal det ikke være nogen hemmelighed, at denne aflysning kommer til at have store økonomiske konsekvenser for Å-festival. Vi er lige nu i gang med at få det fulde overblik.
Du kan støtte os ved sende en gave på Mobilepay 32392 – eller ved bankoverførsel (læs mere her). Å-festival har alle årene kun været muligt med gode gaver fra jer alle. Tak om I også vil tænke på os nu.
Skulle man have nogle spørgsmål, skal man endelig kontakte os.
Ellers ser vi bare frem til at indhente alt det tabte, når vi ses til Å-festival 2021!

Lad os sammen bede for Danmark og hele verdenen i denne svære tid.
// Lederteamet – Å-festival