148 år med sparekasse og bank i Sdr. Felding snart slut
Med lukningen af Handelsbankens afdeling i Sdr. Felding her sidst i oktober, slutter en lang sparekasse/bank historie i Sdr. Felding.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev det oprettet rigtig mange sparekasser i Danmark og det ville de stolte folk i Sdr. Felding ikke stå tilbage for, så i 1872 blev den første sparekasse oprettet. 36 mænd indskød hver 2 Rigsdaler, så med 72 Rgd. i alt kunne man begynde.
På et billede under her ses den første pengekasse, som blev brugt helt frem til engang i 1950-erne. For at kunne komme ordentlig igang måtte man dog låne 100 Rgd. af Assing Sparekasse, hvorefter der kom mere gang i indlånene og der kunne ydes lån til mange af dem der ansøgte om lån.
I starten var det kortfristede lån på op til 16 uger, …
men det blev dog senere til mere langfristede lån.
I 1920 var indlånene på 126.000 Kr., i 1940 på 245.000 kr., i 1945 på 775.000 Kr. og i 1972 var indskuddene på 5.677.000 Kr.
I 1972 havde Sdr. Felding Sparekasse 100 års jubilæum og man have lokaler i bygningen, hvor Klods Hans har til huse i dag.
Jubilæet blev bl.a. fejret med jubilæumsmiddag i forsamlingshuset og på billederne under her kan man se personalet i Sparekassen, samt bordplan og menu ved jubilæumsfesten.
Sdr. Felding Sparekasse var i 1967 sammen med Assing Spare- og lånekasse, Simmelkær Sparekasse og Snejbjerg Sparekasse fusioneret ind i Hammerum Herreds Spare- og Lånekasse, som senere fik navnet Sparekassen Midtjylland.
Og i 1973 blev Sparekassen Midtjylland, Sparekassen Falster-Østlolland og Sparekassen København-Sjælland sammenlagt og blev til Sparekassen SDS.
Samme år blev Christian Mølsted filialchef i Sdr. Felding og han var en drivende kraft i at Sparekassen i 1975 flyttede fra Jernbanegade, nuværende Strøget, til Torvegade i en helt nyopført bygning med god plads til en moderne bank.
Afdelingen i Sdr. Felding udviklede sig kraftigt, og gik fra en markedsandel i 1970 på 4% til i 1990 at have en markedsandels på 67%
I 1990 fusionerede SDS, Andelsbanken og Privatbanken og blev til Unibank.
Unibank fusionerede i 2000 med den finsk-svenske MeritaNordbanken, som skiftede navn til Nordea Bank.
I mange år havde Sparekassen/Banken en lokal fond som gav støtte til lokale aktiviteter, men efterhånden som renteindtægterne blev mindre, blev det besluttet at nedlægge fonden og restbeløbet blev givet til haludvidelsen for nogle år siden.
I 2005 stoppede Christian Mølsted som leder af Nordea-filialen i Sdr. Felding og afdelingen blev langt ind under Nordea i Kibæk og i 2010 blev afdelingen nedlagt.
Dog vedblev der efter lukning af afdelingen at være en Nordea Kontant automat i bygningen, den blev i 2015 forsøgt sprængt og blev efterfølgende fjernet.
Dermed var den sidste rest af den ene af to bankvirksomheder i Sdr. Felding fortid.
Jeg er i gang med at lave Handelsbankens forhistorie i Sdr. Felding, men kan desværre ikke finde så mange konkrete beskrivelser af dens opståen med årstal og navne igennem tiderne. Hvis nogen har nogle artikler eller lignende liggende vil jeg meget høre fra jer. Desværre er der åbenbart ikke indleveret noget materiale til Lokalarkivet.
Billeder og oplysninger har jeg modtaget fra Sdr. Felding Lokalhistorisk Arkiv og fra Christian Mølsted og jeg vil hermed takke begge parter for deres medvirken.
- Artikel fra 1972 nr. 1
- Artikel fra 1972 nr. 2
- Oprindelig pengekasse
- Bordplan til 100 års jubilæum
- Menu-kort til 100 års jubilæum
- Personale ca. 1975
- Bankbokssprængning 2015













