Skrevet af Jørgen Møller
En kølig novemberdag går jeg med raske skridt gennem byen på vej til Engholmcenteret. Her skal jeg møde Hugo og hans tre cykelvenner, beboere på Engholm, Anders, Flemming og Leo.
Dagen er meget koldere end de mange, mange dage tidligere på året og til langt ud på efteråret.
Det er som om kroppen endnu ikke har sluppet de varme sommerdage og dermed ej heller indstillet sig på årets hastige skridt mod vinter.
Dog skulle kroppen og sindet hurtigt blive drejet om i en helt anden bane ved indtræden i den dejlige, varme og rare stemning, der strømmer en i møde, når man træder inden for på Engholm. Straks var den kolde vind og gråvejret udenfor glemt.
Læs forsættelse

På samme måde som jeg mødte Erik og Maren (fra en tidl. fortælling) på en af mine løbeture, mødte jeg også Anders, Flemming , Leo og Hugo på vej ud i landskabet på deres 2 pers. cykel. Hugo som 1. mand, og spredt ud på hver sin ugedag var der yderligere tre forskellige passagerer med på 2-mandscyklen.
Dog deltager man ikke ikke gratis på cykeltur med Hugo. Man har værsågod at hjælpe til med at trampe i pedalerne, og det gør de så godt, at når jeg af og til møder dem på mine løbeture, skyldes det, de har indhentet mig trods mit forspring.
En nærliggende tanke var derfor, at med disse cyklister måtte der være stof til en god fortælling.
De var alle friske på en aftale om, at jeg besøgte dem på Engholm for at snakke med dem og ud fra det lave en lille fortælling, der måtte offentliggøres.

Jeg må indledningsvis sige, det skulle blive en fortælling, jeg i min vildeste fantasi ikke havde forestillet mig, og det trods mine mange, rige oplevelser gennem et langt liv.
Jeg startede ud med Anders, der sad for bordenden i sin kørestol og med et glas vin i hånden. Med en helt almindelig give-hånd-hilsen til Anders samt kommentaren: ‘Du nyder et dejligt glas vin her på formiddagen,’ svarede Anders: ‘Det gør jeg hver dag.’ ‘Det er godt for helbredet,’ replicerede jeg: ‘Er du frisk på en snak, Anders?’ ‘ja, da,’ svarede Anders.
Så langt havde alt virket lige så almindeligt som ved utallige, andre lignende lejligheder, når man hilste på en ny og ukendt person, men jeg blev hurtigt klogere.
Med stikordet til Anders: ‘Hvor gammel er du?’ Kan det nok være, at der frisk og frejdigt kom gang i fortællingen.
Anders er 85 og har boet 2 år på Engholm. Han havde ellers sagt, at han hellere ville begraves på Ilderhede kirkegård, end at skulle på Engholm, ‘men disse ord fik jeg hurtigt trukket tilbage,’ sagde han.
Han nød meget at være her på Engholmcenteret, og faktisk havde hans indlogering her også reddet hans liv, fortalte han. Anders var fuldstændig afkræftet og -pillet, da han ankom Engholm, og de fleste havde ikke troet, han ville overleve, men ordene fra Anders om: ‘Ukrudt forgår ikke så let, så der snød Jeg dem,’ tilføjede han med et grin, og det skulle vise sig, han fik ret.
Inden han kom på Engholm, havde Anders mistet appetitten, uden han havde skænket det en særlig tanke. Livet kunne jo nogen gange vise sig fra nogle underlige sider, og det havde det tit gjort for Anders.
Kommet så langt, kunne jeg godt lidt fornemme, at Anders var gjort af et særligt stof, men der skulle hurtigt for mine ører komme flere og større overraskelser.
Som 10-årig var Anders kommet ud at tjene på en gård. Mens han var hjemme, passede han sin syge mor, og hans små søskende, for hvem han kogte havregrød til morgenmaden, inden de og Anders skulle i skole.
Han havde aldrig set andet end moderen som sengeliggende. Det var hårdt for hans far, der havde nok at gøre med at passe deres ejendom, tilføjede Anders.
Som 18-årig blev Anders spurgt, om han ikke kunne tænke sig at blive bestyrer på en gård. Om det mente Anders, at det var han godt nok for ung til, men gårdejeren var af en anden mening. Da Anders fulgte sin egen mening blev han derfor ikke som 18-årig bestyrer på en gård.
En dag, han som karl kom hjem fra marken, skulle blive en skæbnesvanger dag for Anders, idet han gik hen til hestevognen, som gårdkarlen i forvejen stod og lænede sig op ad og med en 9 mm salonriffel i hånden.
Anders stillede sig hen til vognen for at få en lille hygge-snak. ‘Du skal ikke stå med fingeren på aftrækkeren.´ sagde Anders til karlen. Sætningen var dårligt sagt færdig, da et skud hagl ramte Anders i hovedet.
Denne dramatiske ulykke betød, at Anders som 22-årig miste begge sine øjne. Med andre ord har Anders i de 63 af sine 85 år levet som blind.
Det gik nu for alvor op for mig, at her sad jeg over for en person, hvem livet havde budt særlige trods, idet denne tragiske ulykke skulle blive efterfulgt af andre, bl.a. at hans kone omkom ved en færdselsulykke i 1983, da var Anders 50 år, og allerede som 10-årig havde han været indlagt på hospitalet p.gr.a. voldsom underernæring. Behandlingen på hospitalet betød sonder ned i maven. Som konsekvens heraf døjede Anders voldsomt med marvekatar i mange år, som først for ikke så mange år siden blev afhjulpet med medicin.
Ved vådeskudsulykken spurgte jeg Anders, om han ikke var blevet bitter på sin ven? Anders svarede: ‘Nej, overhovedet ikke. Det ville ikke have gjort mit liv bedre? Jeg blev indlagt på Sct. Josef hospital i Esbjerg og fik her en rigtig god behandling af hospitalets nonner.’
Karlen, der havde forårsaget ulykken, fik en bøde på 250,- kr., ‘og det var der sådan set ingen grund til,’ sagde Anders.
Som 23-årig, i 1956, skaffede Anders sin egen gård først på 7 ha. Og senere tilkøb af en gård mere på 11,2 ha., som han drev sammen med sin kone, indtil hun døde i 1983. Derefter fortsatte han med at drive gården alene med både jerseykøer og grise og kun hjulpet af en søn, når der skulle køres big baller ind fra marken.
I år 2000 solgte Anders gården. Da fortalte kroppen ham, at nu var det nok, og det måtte han så slå sig til tåls med. Dog kunne Anders ikke affinde sig med at sidde i lænestolen med korslagte arme og ben. Derfor begyndte han at dyrke motion. Hver dag, dog ikke i sne, gik han 8 km med en 90 cm lang alu-stok som vejviser.
Med forskellige tragedier skrevet ind i sin livsfortælling, skulle man tro, man blev så nedbrudt, at man nemt kunne henfalde i selvmedlidenhed, men nej. Sagt med Anders` ord: ‘Der har været mange vanskeligheder til tider, især efter min kones død, men så sagde jeg, Anders, nu sidder du og får medynk med dig selv – dem druknede jeg så i en fl. vin eller to.’
Med andre ord var det ikke Anders´ metier at lade sig slå ud: ‘Jeg er stejl, og har jeg alle dage været, og om det kunne jeg bare spørge Hugo,` som bekræftende svarede ja! Anders føjede til: ‘ Havde jeg ikke været stejl, var jeg ikke nået så langt.’ Dette kunne hans videre fortælling også bekræfte.

Trods blind havde han lyst og mod på at komme ud at se verden. Det blev til rejser i flere europæiske lande, en ferie i Marokko i det nordlige Afrika, hvor befolkningen godt nok var fattige, fortalte Anders.
Til Marokko kom han ved at sejle i en katamoran fra Spanien og hen over Middelhavet. Desuden var han i Australien tre gange, hvor han havde en søster boende. Hans rejser til Australien blev finansieret af penge, 1,5 mio kr., vundet i lotto. Anders kunne altså også være Lykkens Pamfilius.
Gennem hans fortælling bliver man endvidere bekræftet i, at her er en mand, der aldrig har kedet sig. ‘Når nogen spørger mig, keder du dig aldrig, Anders? Så svarer jeg altid: ‘Intelligente mennesker keder sig aldrig – så kunne de få den at tygge på.’
I 2010 fik Anders en blodprop. Det startede med smerter i venstre skulder og pludselig bredte smerterne sig ned i armen og blev værre. Anders tænkte: ’Det må være en blodprop, så jeg slog alarm på 112 og endte på Skejby sygehus, hvor de havde problemer med at fjerne blodproppen, men så kom en kvindelig overlæge til, og hun kunne klare det.’
Det var her overlægen fortalte Anders, at det ville være godt for ham at drikke et glas vin hver dag. Det ville fortynde hans blod. Anders replicerede til overlægen: ‘Hvorfor har jeg så ikke fået vin her på hospitalet?’ Det var ikke tilladt i henhold til hospitalets foreskrifter, men da Anders kom hjem begyndte han at indtage sin daglige ration af et glas vin, og det gør han fortsat, og glasset med vin sad han derfor også med i hånden, da jeg mødte ham.
På bordet foran Anders lå to spil kort og 5 plader til bankospil,. Jeg spurgte, om han så havde en medspiller som hjælper? ‘Nej da, de 75 tal på de fem plader havde han lært udenad, og så stablede han spillebrikkerne i 3 stabler a` 5 til hver plade.’
Så var det blot at fjerne en brik fra stakken, når et af hans numre udkom.
Så enkelt var det, når man hed Anders og var blind, at skulle holde styr på, hvor mange tal i hver række, der var udtrukket på alle 5 plader.
Med såkaldte blindkort kunne han også spille alle former for kortspil undtagen bridge – ‘havde han aldrig lært, men kunne han godt, hvis det kom dertil,’ tilføjede Anders.
Her brød Hugo ind som en understregning af Anders´ særlige evner som blind: ‘Når jeg fortæller Anders, hvilken strækning vi cykler. Så kan han med ret stor sikkerhed sige, hvor på strækningen vi er.’ Hertil replicerede Anders: ‘Da jeg før i tiden gik mine ture, kunne jeg, når mørket var faldet på, mærke, når jeg passerede en telefonpæl – det føltes som noget særligt i atmosfæren.’
Til sidst spurgte jeg Anders, om han aldrig havde været i radio og tv med sin fortælling. Han havde været i TVSyd. ‘Anders, du burde få skrevet en bog om dit liv og tage ud at holde foredrag, det var der mange, der kunne have godt af at høre og lære deraf.’ sagde jeg som en afslutning på vores snak.
Faktisk har mange spurgt Anders om at komme og fortælle sin historie, ‘men er ikke lige mig,’ sagde Anders.
Sådan sluttede mødet med et af de mest forunderlige livstykke, jeg har mødt i mine mange samtaler med mennesker rundt i verden – vel i omkring 60 forskellige lande.