Skrevet af Jørgen Møller
En anden af Hugos cykelvenner er Flemming, der ligesom Anders er 85 år og bor på Engholm.
For denne generation var det almindeligt, at drengene kom ud at tjene på en gård som landbrugskarl og pigerne i huset.
For begge partes vedkommende var det både som en tjeneste for dem, man var ansat hos, men egentlige også en slags uformel uddannelse. For drengenes vedkommende med henblik på at kunne drive en gård selvstændigt, enten som ejer af egen gård eller som bestyrer eller 1. karl på en gård. For pigernes vedkommende var det med henblik på at kunne blive en god husmor, når hun engang blev gift.
Dette skridt ud i livet uden for hjemmet gjaldt for de fleste vedkommende, når de efter 7 års skolegang var blevet konfirmeret.
Læs fortsættelse

For mange fattige familier var det ofte meget før, man kom ud at tjene for på denne måde at lette de økonomiske byrder for ens forældre. Børneflokken i de fattige familier var ofte stor – som i de fattige u-lande i dag. Eksempelvis kom min morfar allerede ud at tjene som 6-årig og Flemming her i fortællingen kom ud som 10-årig.
Både for min morfar og Flemming var skolen noget sekundært. Således fortæller Flemming: ‘Jeg gik ikke meget i skole og slet ikke i høsttiden, når der skulle høstes korn, kartofler og roer. Faktisk kunne forældrene idømmes en bøde, kaldet mulkt for ikke at sende børnene i skole. Denne praksis ophørte dog i 1899. Derimod forsøgte myndighederne at indføre forbud om, at mindreårige børn måtte have så lange arbejdsdage, max. 10 – 12 timer  med både skole og arbejde.              Flemming, som også cykler sammen med Hugo

Det slog først igennem langt op i det 20. århundrede, fordi børnearbejde som fattige børn var en tradition, der er forekommet næsten i al den tid, mennesket har eksisteret.

Dog synes det for Flemmings vedkommende at forholde sig lidt anderledes end for mange af hans samtidige jævnaldrende ude på landet. Således var Flemming ikke fra en gård og ej heller var der en stor børneflok i hjemmet. De var 3 søskende.

Flemming fortæller, at hans far, der var el-værksbestyrer, kom en dag til Flemming som10-årig og spurgte ham, om han ikke ville ud at tjene. Flemmings far havde snakket med en stor gårdmand – i betydningen han havde en stor gård set med datidens øjne.

Til spørgsmålet, om Flemming var glad for at gå i skole, svarede han lidt tøvende. Muligvis var situationen den, at skolen, som for mange andre på den tid, ej heller var det bedste sted for Flemming at anbringe sin tid, og faderen tænkte derfor, at det var bedre at bruge tiden mere fornuftigt ved at komme ud at tjene.

Således måtte Flemming flytte hjemmefra som 10-årig, hvilket betød, at det var gårdejeren, der nu administrerede Flemmings skolegang.

Efter konfirmationen fulgte Flemming den slagne vej for børn fra mange almindelige hjem, og det var nu fuldtidsarbejde som ung karl i landbruget, og med Flemmings ord, var det ikke altid nemt, underforstået, at det var lange arbejdsdage og til tider også fysisk hårdt arbejde.

Dagen startede kl. 6 og sluttede ud på aftenen. Fritiden bestod i at sove, og hvis han nogen gange havde fri om søndagen, så tog han for det meste ud på en cykeltur. Han interesserede sig ikke for idræt, f.eks. gymnastik, fodbold og håndbold, som var meget almindelige idrætter for de unge ude på landet.

Som ung voksen kom Flemming, efter at have aftjent sin værnepligt i vejrtjenesten ved flyvevåbnet i Karup, på Vinding Landbo- og husmandsskole ved Vejle. Det var et dejligt ophold sammen med andre unge, hvoraf den ene var en soldaterkammerat, som havde lokket Flemming med på husmandsskolen. Her blev de udover dansk, regning og foredrag også undervist i landbrugsfag.

Efter opholdet på husmandsskolen blev Flemming først karl og dernæst bestyrer på en 17 ha stor gård i Sørvad på Holstebrokanten. Her var der også en tjenestepige ansat, og som hjalp med i stalden. Dette skulle føre til et så godt samarbejde, at hende og Flemming endte med at danne par og blev gift. De fik to døtre, men ingen drenge. Dem mente Flemming nok skal komme, fordi den ene datter skal nu giftes i Aalborg efter jul.

Efter to år som bestyrerpar på gården i Sørvad købte de egen gård i Kibæk, som senere blev solgt, og derefter fik Flemming arbejde som postbud, først som afløser og dernæst fastansat i posthuset i Kibæk.

Desværre for Flemming blev han først fastansat som postbud, efter han fyldte 50, og det betød, at han ikke kunne blive tjenestemand og dermed gik glip af en god tjenestemandspension.

Nu nyder Flemming sine pensionistår på Engholm. Inden da havde han været enke i 8 – 9 år.

Det er tydeligt, at Flemming tilhører en generation, hvor man ikke fik noget forærende. Det man ejede, var fremskaffet gennem slid og lange arbejdsdage og man havde lært at sætte tæring efter næring, og derved stillede man sig tilfreds med det liv, man havde.