Stand up testshow i oktober


Her op til sommerferien er der simpelthen landet endnu et fedt testshow på bordet i Dagmar Bio.  En sindig jyde kigger forbi. 

Vi åbner billetsalget i morgen, onsdag kl. 9
– Be ready!

14 årige Mila søger værtsfamilie

Jeg leder lige nu efter en værtsfamilie til 14 årige (snart 15) Mila fra Tyskland. Mila kommer via GO Study Scandinavia – Danmark i perioden august til december 2026. Jeg vil gerne placere hende i Kibæk/Sdr. Felding området. Hun skal gå i 8. klasse i lokalområdet.

Mon det kunne være noget for jer?

Lidt om Mila:
– Dyrker cirkus akrobatik, læser, spiller kontrabas og er i det hele taget meget aktiv
– Glæder sig til at opleve hverdagen i Danmark og lære den danske kultur at kende
Se hendes video her: https://goscandinavia.org/danmark/elevprofiler/

Som værtsfamilie vil I få en fast lokal kontaktperson, som er klar med støtte hele vejen. Mila har selv været værtsfamilie og kender glæder og også de udfordringer, der kan opstå, når man værter.

Vil du høre mere, så ring eller skriv til mig. Mit telefonnummer er 40717200.

Mvh.
Anna-Mette, Lokal-koordinator for Go!Study

Hør eventyr ved Svanholm Sø

Hør eventyr ved Svanholm Sø 
Kender du mon app’en “Natureventyr”? På den kan du finde eventyr om det område du befinder dig i, og du kan bl.a. høre om Svanholm Sø og brunkulsområdet derude i et eventyr om trolde Gå ind på https://natureventyr.nu/ og download app’en helt gratis

Brugsens studenter får øl

I dag gæstede 3.X fra Herning Gymnasium Sdr. Felding, hvor klassen gjorde stop ved DagliBrugsen Sdr. Felding. Her er det nemlig sådan, at hvis en af Mads’ ansatte bliver student, og vognen stopper ved Brugsen, så står Mads og Tanja klar med kolde øl til hele klassen
Dét er da god stil!!
Ved Brugsen ankom studentervognen med anlægget på fuld blus med fødselsdagssang for Tanja – for hun har nemlig fødselsdag i dag Hip, hip, hurraaaa…
Studentervognen er nu rullet videre til Arnborg badesø og noget med en bølge i huen

Tillykke til alle byens studenter – og TAK til DagliBrugsen Sdr. Felding for et hyggeligt indslag i bybilledet på sådan en torsdag eftermiddag.

Årets båltale

Sikke en smuk Skt. Hans aften i Sdr. Felding. Se flere billeder nederst.

Vi bringer her Caspar Bennedsens flotte båltale i fuld længde:

____________________________

Rigtig hjerteligt velkommen til Sankt Hans her i Sønder Felding. Tusind tak fordi jeg må være årets båltaler – det har jeg glædet mig meget til!

For 14 år siden flyttede Tilde og jeg til Sønder Felding – uden at kende nogen fra byen og uden at vide ret meget om byen. Sønder Felding var egentlig bare en by, vi kørte igennem uden at tænke nærmere over, hvad byen kunne tilbyde, eller hvad der egentlig foregik her.

Hvorfor flytter man til et sted, man ikke kender?
Den simple grund var arbejde. Sønder Felding lå midt mellem vores daværende arbejdspladser, og vi fandt det hus, vi gerne ville bo i her. Vi havde end ikke gjort os selv den tjeneste at se hvad byen havde af indkøbsmuligheder eller spisesteder. Vi vidste intet om Sønder Felding da vi overtog nøglerne til Kærhedevej 15 i marts 2012!

Vi kom altså hertil uden netværk, uden familie i nærheden og uden de store forhåndskundskaber om byen. Men vi lærte hurtigt noget vigtigt:

Hvis man vil byen, så vil byen også én.

Det er en sætning, jeg har tænkt over mange gange gennem årene, for den beskriver faktisk meget godt vores oplevelse af at flytte hertil.

Kort tid efter vi flyttede til byen, så fik vi vores første barn – Nikoline. Og som mange andre børnefamilier oplevede vi hurtigt, hvordan man gennem mødregruppen, daginstitutionen, skole, fritidsaktiviteter lærer mennesker at kende.

Nogle år senere åbnede vi en lille garnbutik. Det blev endnu en dør ind til fællesskabet. Ikke fordi vi fik mange kunder, men fordi vi fik relationer. Vi lærte endnu flere mennesker at kende, fik gode snakke og oplevede igen den åbenhed, der kendetegner byen.

Det gjorde, at Sønder Felding ret hurtigt blev mere end bare stedet, hvor vi boede.
Det blev hjem.
Og derfor er jeg også stolt af at kunne sige nu, når vi bliver spurgt om hvor vi bor:
Jeg bor i Sønder Felding.
For her oplever jeg, at folk interesserer sig for hinanden – hvis man selv interesserer sig for andre.

Her er der mennesker, som giver en hånd med – hvis man selv giver en hånd med.
Her er der fællesskaber, man kan blive en del af – hvis man selv bidrager til fællesskabet.
Og her er stadig masser af muligheder og livskraft.

Men det kræver, at vi fortsat hjælper hinanden og tager ansvar for byen.

For hvis man vil byen, så vil byen også én.
Vi er måske ikke den største by i Danmark.
Men vi har stadig meget at byde på.
Vi har foreninger.
Vi har aktiviteter.
Vi har traditioner.
Vi har arrangementer som denne Sankt Hans-aften.
Og vi har mennesker, som gerne vil fællesskabet.
Men hvis vi skal være helt ærlige, så kommer fællesskabet jo ikke af sig selv.
Det opstår, fordi nogen møder op.
Fordi nogen stiller op til en bestyrelse.
Fordi nogen hjælper med at arrangere.
Fordi nogen sørger for, at vi kan samles her i aften.
Og det opstår fordi nogen bliver også hængende, når der skal ryddes op igen.
Og husk ”nogen” er ikke altid naboen – det kan også være dig!

Det er frivilligheden, der får hjulene til at dreje rundt.

Og heldigvis har vi mange mennesker i Sønder Felding, som gør en kæmpe indsats. Mennesker som gennem mange år har været med til at skabe aktiviteter, fællesskaber og oplevelser for os andre.

Dem skylder vi en stor tak.
Men vi skylder dem også noget mere.
Vi skylder dem, at de ikke står alene. Vi skylder dem at ”nogen” også hjælper til!
For mange steder oplever man, at det ofte er de samme mennesker, der bliver spurgt.
De samme mennesker, der siger ja.
De samme mennesker, der tager endnu en tørn.
Og selv om de gør det med glæde, kan et fællesskab ikke leve af få stærke kræfter alene. For selv ildsjæle kan brænde ud

Hvis vi gerne vil have en levende by også i fremtiden, så kræver det, at flere byder ind.
Ikke nødvendigvis med store opgaver.
Ikke nødvendigvis med mange timer.
Men med det, man kan.
Måske hjælp til et arrangement.
Måske en plads i et udvalg.
Måske et ja, når nogen spørger.
Ingen kan gøre alt. Men alle kan gøre noget.
Og når mange gør lidt, kan vi sammen skabe rigtig meget.
Det er faktisk sådan, de stærkeste fællesskaber bliver bygget.
Ikke når nogen få løber stærkere og stærkere.
Men når flere vælger at gå med.
For hvis man vil byen, så vil byen også én.

Men den sætning rummer herfra også en opfordring.

For byen kan kun blive ved med at være den by, vi holder af, hvis vi alle sammen er med til at løfte den.
Hvis vi møder op.
Hvis vi engagerer os.
Hvis vi tager ansvar for mere end os selv eller vores egne børn
Sådan sikrer vi, at Sønder Felding også om 10, 20 og 50 år er et sted, hvor folk har lyst til at bo.
Et sted, hvor børn vokser op i stærke fællesskaber. Og hvor de lærer at man skal yde for at kunne nyde!
Et sted, hvor nye tilflyttere føler sig velkomne.
Et sted, hvor der stadig sker noget.

I aften følger vi en gammel tradition. Vi fejrer sommeren, lyset og fællesskabet.
Men jeg synes også, vi skal bruge aftenen til at glæde os over alt det, vi har sammen her i Sønder Felding.
Og til at sige tak til alle dem, der gør en forskel.
Tak til dem, der giver en hånd med.
Tak til dem, der tager ansvar.
Tak til dem, der får tingene til at ske.
Og måske også huske os selv på, at fællesskabet ikke kun er noget, vi nyder godt af.
Det er noget, vi skaber sammen.
For det stærkeste lys i Sønder Felding kommer ikke fra bålet.
Det kommer fra mennesker.
Mennesker, der vil byen.
Og som derfor oplever, at byen også vil dem.

Rigtig glædelig Sankt Hans. Tak!

Sankt Hans 2026

Feldings Frivillige #5

Sdr. Felding har et ret flot kultur- og fritidsliv, når man tager byens størrelse i betragtning. Med blot 1400 indbyggere, er det godt gået, at der dagligt er tilbud af både idræts-, kirke- og kulturaktiviteter. Men hvem er det, der driver frivilligheden i Sønder Felding? I femte del af serien “Feldings Frivillige” skal vi møde en af Sdr. Felding Lystfiskerforenings frivillige bestyrelsesmedlemmer, nemlig Ole Iversen.

Et liv med frivillighed
Ole er 57 år, han er gift med Heidi med hvem han har 2 voksne børn, 1 barnebarn og endnu én på vej. Han er opvokset i Stakroge, hvor han stod i lære ved købmanden. I dag er han kørselschef hos Marius Pedersen A/S i Herning.

Da han mødte Heidi bosatte de sig i Sdr. Felding, og gennem årene har frivillighed været en stor del af hverdagen i familien. Ole har trænet børn i fodbold og badminton, siddet i Borgerforenings bestyrelse, i mange år var han frivillig brandmand og så har han siden 2019 også været medlem af Sdr. Feldings Efterskoles bestyrelse. Til spørgsmålet om han aldrig har siddet i f.eks. skolens bestyrelse var svaret ”Nej, dem tog Heidi”, for sideløbende med Oles aktiviteter har Heidi siddet skiftevis i børnehavens, skolens, hallens, handels-&håndværkerforeningens og SF GIFs badmintons bestyrelse. Foreningslivet har altid været en stor del af parrets liv i Sdr. Felding.

I dag hjælper både Heidi og Ole fra tid til anden i Dagmar Bio og så er Ole fast frivillig 2 steder: Sdr. Feldings Efterskoles bestyrelse, hvor han har været med siden 2009 og i Sdr. Felding Lystfiskerforenings bestyrelse, som han har været i de sidste omkring 15 år.

Sdr. Felding Lystfiskerforening
I Sdr. Felding er vi så heldige, at Skjern Å slynger sig gennem byen og lystfiskeri er derfor helt oplagt. Man kan være medlem, hvis man betaler kontingent og det er der i år 135 der har valgt at gøre. Der er medlemmer fra omegnsbyer, men også fra byer længere væk og sågar er det et enkelt medlem fra Tyskland. En lystfiskerforening fra Sjælland og lystfiskere fra Holland og Belgien har i år taget kontakt, så interessen for at fiske i vores lokalområde er stort, selvom foreningen råder over et forholdsvist begrænset areal at fiske på.

Efter Ole rykkede til Sdr. Felding fik han hurtigt øje på den frihed og ro det gav at tage fiskestangen med og gå en tur ned til åen:

”Det at være i naturen gør noget godt, og det adrenalinkick jeg fik da jeg fangede min første fisk gjorde, at jeg var solgt til lystfiskeriet!”

Han gætter på, at han har været medlem af foreningen i omkring 30 år og for måske 15 år siden dristede han sig afsted til en generalforsamling – og vupti, siden da har han siddet i bestyrelsen. Han har både været menig medlem, formand og er nu kasserer.

Som kasserer tegner Ole medlemskaber og er med til at få aftaler på plads med lodsejere i området. Hele bestyrelsen på 5 mand hjælper hinanden med at arrangere hyggedage ved åen, trimmer å-bredden hvor det er nødvendigt, vedligeholder borde/bænke-sæt osv. Det der pt. driver Ole i det frivillige arbejde er at få en ny generation med:

“ Vi har fået et par unge gutter, Simon West og Nick Søgård med i bestyrelsen. Det giver ny energi at få unge kræfter med.

Og så gør vores tidligere formand, Henrik Odderskjær, et stort stykke arbejde for at udbrede kendskabet til lystfiskeri blandt unge. Det har jeg stor respekt for! Det har givet os modet på at sætte gang i at få fat i flere unge lokalt: Vi har simpelthen valgt at forære årets konfirmander et medlemskab. I sidste uge inviterede vi de nye unge medlemmer til en aften ved åen, hvor vi sammen fiskede. Der dukkede 6 unge gutter op, som viser en stor interesse i lystfiskeri. Jeg synes dén aften ved åen var SÅ fed. Tænk, hvis vi kan give en ny generation lysten til at være i naturen.”


Den største oplevelse
Når man tænker på lystfiskere, tænker man, at deres største oplevelse med hobbien sandsynligvis er at trække fisk i land. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Ole fortæller, at hans største oplevelser i Sdr. Felding Lystfiskerforening er når man f.eks. er med til at lave udsætninger af yngel i åen. Det at se ynglen sætte afsted ud i åen og vide, at de trækker ud mod havet for derefter at vende retur igen til samme sted, er fantastisk at tænke på. ”Det er vildt hvad vores natur kan, hvis vi passer på den” udtrykker Ole.

Til spørgsmålet om, hvad Ole ville sige til andre, der overvejer at blive frivillige, er svaret tydeligt og klart:

“Har du evnen, så har du også forpligtelsen til at bidrage hvor du kan. Find ud af hvad der interesserer dig og hjælp til dér. Det tager tid at være frivillig, men det er skønt!”.

Herfra skal lyde et kæmpe: TAK til Ole for hans store engagement i frivilligheden i Sdr. Felding gennem årene. Lystfiskerforeningen kører på fuldt blus, og DU kan også være med. Tilmeldingen står Ole for. Du skal blot ringe til ham på 23385899, hvis du vil være med i Sdr. Felding Lystfiskerforening.

Billederne er fra sidste uge da Sdr. Felding Lystfiskerforening havde inviteret de nye, helt unge medlemmer til en hyggeaften ved åen.

Vi lukker af!


⛔️
Vi lukker af! ⛔️

Der arbejdes på projekt “Det Legende Landskab”, hvor Entreprenørfirmaet JPK nu går igang med at fjerne belæg på stierne, og derefter fjernes asfalt langs omklædningsrummene. Det betyder, at vi nu spærrer af for adgang fra Lupinvænget til børnehaven, samt fra Rugvænget til hallen.

Vi beklager at det roder, men er sikker på at det bliver for noget rigtig godt for byens borgere.

Kig forbi og se hvad vi har gang i.

Hilsen Bruno, Sdr. Felding Hallen – Det Legende Hus

 

Vind i æ’ hår, så er vi kjår!

Sdr. Feldings Å-cykel
Sdr. Feldings helt egen Å-cykel er klar til at sprede glæde i vores lokalsamfund! Cyklen er blevet til virkelighed takket være midler fra Sdr. Feldings Elforsynings-Fond og Herning Kommunes §18-pulje – en stor tak til begge bidragydere.

Å-cyklen hører under Sdr. Felding Borgerforening, hvor engagerede frivillige cykelpiloter og koordinatorer er klar til at give så mange som muligt en dejlig tur – helt gratis. Her er målet enkelt: at skabe oplevelser med vind i håret og smil på læben, uanset alder.

Cyklen er en rickshaw med plads til én pilot og to passagerer. Alle kan låne den – det eneste krav er, at man først får en kort intro til, hvordan den fungerer. Ønsker du en tur som passager, kan du nemt booke en oplevelse med en af vores uddannede cykelpiloter.

Book en tur hos:

  • Sonja Thomsen (5141 9166)
  • Hanne Thomsen-Mühlbrand (2224 2414)
  • Lene Damkjær (2014 2595)

Vi gør altid vores bedste for at finde en løsning, så turen kan passe ind i både dine og pilotens ønsker.

Bliv cykelpilot:
Lige nu har vi 12 piloter men vi vil meget gerne være flere! Har du lyst til at blive en del af cykelholdet, er du mere end velkommen – du kan kontakte Per Thomsen-Mühlbrand (22478825) eller en af os andre.

Kort sagt:
Vi håber, at Å-cyklen bliver et samlingspunkt, hvor nye relationer opstår – måske på tværs af generationer. Den kan give ældre, gangbesværede, børn og alle andre mulighed for at komme ud og opleve naturen og nærmiljøet – også selvom kræfterne til selv at cykle ikke er der.

Kort sagt: Her er plads til alle – og kun fantasien sætter grænser.

Få hjælp til at læse og skrive

Har du brug for hjælp til at læse eller skrive?  
Eller kender du nogen, der har?

Så er der hjælp at hente.

Herning Kommune har sat gang i en bevægelse, der hedder “Sammen om ord”, fordi vi vil være det bedste sted at bo og arbejde i, hvis man har svært ved at læse eller skrive.

GRATIS ADGANG TIL ORDLAB
Det betyder, at du som borger i kommunen kan få gratis adgang til Ordlab.

Det er en side på nettet, hvor man kan se videoer om, hvordan du kan bruge apps eller programmer på din mobil eller computer til at hjælpe med at læse eller skrive.

HJÆLP TIL DET DIGITALE
I DigiPunkt på biblioteket i Herning og i Borgerservice, kan du også få hjælp til at løse digitale problemer eller med at finde rundt i Ordlab.

RIS ELLER ROS
Har du forslag til ting, Herning Kommune kunne gøre anderledes for at gøre det lettere for folk, der har svært ved at læse eller skrive? Så ring på telefon 50956508 eller skriv til dstmk@herning.dk.

SE MERE HER
På Herning Kommunes hjemmeside, kan du se mere om, hvilke tilbud og muligheder der er, hvis ord driller: https://www.herning.dk/borger/borgerservice/sammen-om-ord-faa-hjaelp-til-at-laese-og-skrive