Vedtægter

Vedtægter for

Danske Seniorer Sdr. Felding.

  • 1. Navn og Hjemsted

Foreningens navn er Danske Seniorer Sdr. Felding.

Foreningens hjemsted er: Herning Kommune.

 

  • 2. Formål

Foreningens formål er at samle medlemmerne om aktiviteter af oplysende, kulturel og social art.

 

  • 3. Medlemskredsen

Som medlem kan optages personer, der er myndige.

 

  • 4. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den afholdes hvert år i januar måned og bekendtgøres i foreningens årsprogram og ved direkte påmindelse på SMS 14 dage forinden.

Generalforsamlingen vælger en bestyrelse, der består af 5 medlemmer. I lige år vælges 2 medlemmer og i ulige år 3 medlemmer. Der vælges desuden 2 suppleanter og to revisorsuppleanter, der afgår skiftevis hvert andet år. Valgperioderne er 2 år. Genvalg kan finde sted. Medlemmer, der ikke er til stede, kan vælges, hvis der foreligger underskrevet accept fra dem om, at de stiller op.

Alle valg og beslutninger vedtages med simpelt stemmeflertal på generalforsamlingen og i bestyrelsen. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Dog ikke i § 11.

Afstemninger skal være skriftlige, hvis det forlanges. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Vedtægtsændringer skal vedtages på to af hinanden følgende generalforsamlinger inden for tre måneder.

 

  • 5. Dagsorden

På den ordinære generalforsamling skal følgende emner behandles:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af stemmetællere.
  3. Formanden forelægger bestyrelsens beretning til godkendelse.
  4. Kassereren fremlægger revideret regnskab til godkendelse.
  5. Indkomne forslag, meddelelser m. v.
  6. Fastsættelse af kontingent.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
  8. Valg af revisor og revisorsuppleanter.
  9. Valg af fanebærer.
  10. Eventuelt.

 

  • 6. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst ¼ af medlemmerne forlanger det og motiverer det skriftligt. Forslag, som ønskes behandlet, skal indsendes til formanden, der skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 1 måned efter modtagelsen.

Forslaget må ikke indeholde emner, der er i strid med foreningens formålsparagraf.

 

  • 7. Bestyrelsens beføjelser og opgaver

Ved sit første møde efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsen har ret til at nedsætte forskellige udvalg. Bestyrelsen fastsætter størrelse på udgifter ved rejser, kredsmøder, kurser og årsmøde i hovedbestyrelsen samt repræsentation og telefongodtgørelse m.v.

Bestyrelsen fremsætter forslag til det årlige kontingent på generalforsamlingen. Formanden – eller ved dennes fravær næstformanden – leder alle møderne. Sekretæren tager referat ved alle møder, fører protokol over alle beslutninger og sørger for, at alle de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer underskriver protokollen senest ved næstfølgende bestyrelsesmøde. Protokollen skal have nummererede sider. Ved brug af ringbind skal referaterne være nummererede og indsættes i nummerorden.

 

  • 8. Tegningsret

Foreningen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab. Ved en af disses fravær medunderskriver næstformanden eller to bestyrelsesmedlemmer.

 

  • 9. Kassererens og revisorers forpligtigelser

Kassereren sørger for alle ind-og udbetalinger og fører skriftligt regnskab herfor.

Kassereren kan forlange bilag attesteret af formanden. Regnskabet følger kalenderåret, og kassereren aflægger det reviderede regnskab til godkendelse, på den ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen og revisorerne har ret til at foretage uanmeldt revision. Ved al revision skal formanden være til stede. Foreningens formue og driftskapital skal være indsat i et pengeinstitut.

 

  • 10. Sammenslutninger

Bestyrelsen skal sikre, af foreningens virke er i overensstemmelse med foreningen Danske Seniorer og i dens ånd.

 

  • 11. Opløsning

Opløsning af foreningen kan kun ske ved afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for foreningens opløsning.

Hvis foreningen opløses, overlades det til den siddende bestyrelse at træffe afgørelse om anvendelse af den tiloversblevne formue, når alle forpligtigelser er afholdt. Formuen skal gives til sociale formål, der særligt kommer seniorer i Sdr. Felding til gode.

 

Således vedtaget på den ordinære- og den ekstraordinære generalforsamling den 28. januar 2026.